23-01-2014

Alberte 3 år

Så blev det Albertes tur! Og der var ikke så megen tvivl i hendes sind, hun vidste præcis, hvordan hendes fødselsdag skulle være, for hun havde jo Malthes i frisk erindring. Men vi voksne gjorde også vores, for at hun skulle få en god dag, med morgenvækning med sang og gaver og flag. De lækre ting, der skulle på bordet, havde vi bagt aftenen før- og børnene havde virkelig hjulpet til. Så skulle der bare dækkes bord og ventes på, at en lille flok småunger meldte deres ankomst. Rødmossede og helt pakkede ind i flyverdragter m. m. ankom de så ved 10- tiden og var klar til at lege. Alberte var indforstået med, at hendes små venner gerne måtte lege med hendes legetøj - kun den nye fødselsdagsgavecykel kneb det lidt med at overlade til de andre, og det er vel ikke så mærkeligt. Men til slut fik Selma alligevel lov til at prøve, bare for at opdage at hun kunne ikke få den til at virke...

Men så sad vi alle til bords og nød pølsehorn og pizzaboller og bolleslange med slik og ikke mindst flødeboller! (Sikke et syn, en af de helt små havde vist ikke prøvet det før og fik helt kuldegysninger af mødet med sukkersmagen. Hvordan mon hendes fine hvide bluse så ud bagefter?) Og de små sang fødselsdagssang og havde gave med til Alberte - en bog, som lillepigen straks gik i gang med at studere.

Endnu en fin formiddagsfødselsdag - og nu venter familiefødselsdagen på lørdag, hvor vi som regel fylder hele stuen og hvor alle kusiner/fætre også kommer. Vi glæder os, Alberte!