31-10-2013

Livsglæde for fuld udblæsning

Somme tider får jeg lov at komme med Mathe og Alberte til gymnastik (jeg kunne også sagtens komme med Simon, men han går en dag, hvor jeg er optaget).

I går var sådan en dag. Gymnastikken foregår nede på skolen, og vi medbringer en stor taske med tøj og sko og en kiks til bagefter. Jeg har også lidt gymnastiktøj på, sådan bare for et syns skyld, det er jo ikke de voksne, der skal røre sig, men børnene. Og det skal jeg love for, at de gør, fuld fart på i den lille time, som gymnastikken varer. Løb og hop og sange og rigtige gymnastikøvelser og leg med bolde eller balloner og så hvergangshittet, nemlig alle redskaberne ude på en gang. Gymnastiklederen har på forhånd sat sedler op rundt omkring i salen med instruktion til, hvordan redskaberne skal stå, så forældrene og bedsteforældrene (for jeg er ikke den eneste Mormor) selv kan hjælpe til med at gøre klar. Og så bliver der ellers kravlet og sprunget og balanceret og hvad alle de sjove redskaber ellers indbyder til. Superøvelsen i går var balanceren relativt højt op ad en bænk, som hvilede på en bom og så udspring fra halvanden meters højde, altså meget højere end nogen af børnene.

Der er både store og små børn på holdet, men Alberte og Malthe kan have den her time sammen. Så kan Malthe være den store en anden dag, når han træner fodbold sammen med gutterne!

Det er bare så sjovt både at lege med sine egne børn, men også at se alle de andre unger styrte rundt og have en gymnastikfest.

Vi kunne naturligvis ikke tage et billede af børnene, mens de gjorde gymnastik, så her er et taget lige efter at der er ryddet op. De ligner små fodboldhelte, men det er bare deres gymnastiktøj - og på ryggen af Alberte står der Messi!