26-08-2013

De fire

 

 

Alle fire børnebørn på besøg på en gang, det er det, der er så festligt! Det ene hold børnebørn var på besøg med deres forældre, og de to andre skulle passes, mens Far og Mor var til fest for en gangs skyld i nærheden af os, og så var alle fire unger hos os på en gang. Og der blev leget og snakket og spillet musik (nå, ja, ok, på den måde var det vist mest larm) og spist og hygget og...

Vi er glade for at have dem alle fire sammen, bare en gang imellem, og det lykkedes så denne weekend. Og heldigvis har vi jo nu igen nogle rigtig gode sommerdage, så livet i haven og ved stranden kunne nydes fuldt ud. Simon havde først et par dage her alene, hvor han troligt havde vandret i Morfars fodspor og "hjulpet" Morfar med alt forefaldende arbejde fra at grave kartofler op, luge højbedene til at sætte garn og senere hente fiskefangsten. Så kom resten af børneflokken, og dagen gik med leg. Vi har jo altså verdens bedste legetøj lige unden for vores bryggersdør i form af stranden og vandet, og det blev udnyttet fuldt ud. Vores lille sejljolle blev for en tid omdannet til piratskib, som tog på togt verden rundt. Nå, ja, øjeblikket efter blev den til en færge.

Børnene er til hverdag sammen med mange andre børn i deres institutioner, men vi glæder os over, at de allerede nu regner fætter/kusinen for at være en del af familiebesøget, selvom det altså ikke er så tit, det lykkes.