22-04-2013

Jeg er så glad for min cykel

og det skulle børnene også gerne blive. Malthe cykler nu, gav slip her i weekenden og tog sin første tur alene, men Far måtte hjælpe ham med at stoppe.

Det har vi da vist oplevet før? Da Anne var lille og skulle lære at cykle, gik det fint nok, så længe vi havde lidt fart på. Vi kunne køre ned til købmand Gustafsen, som lå et par kilometer fra vores hus. MEN når vi nærmede os Gustafsens butik, måtte jeg skynde mig at køre i forvejen, sætte min cykel og være parat til at gribe Anne, når hun landede ved mig. Men hun kom efter det, og de to andre børn lærte det jo også, først på små cykler med støttehjul og senere med en kæp stukket ned bag sadlen som de voksne kunne holde fast i, men uden det fine hjælpemiddel, man har i dag, nemlig løbecykler eller balancecykler, som de mere korrekt hedder. De kan fås så små, at Alberte på to allerede nu kan mestre den lille cykel, hun løber af sted med fødderne og når hun har fart nok på cyklen, kan hun løfte fødderne og køre med god balance..

Da jeg hentede Malthe og Alberte fra børnehaven forleden, havde de begge to deres løbecykler med derned, så de fik cyklehjelmene på, og så kunne de køre hjem, mens jeg fulgte med, så godt jeg kunne, de kan nemlig køre pænt stærkt. Og de kører om kap, liner op og så starter de, og Malthe kommer selvfølgelig først, men når Alberte når frem, råber hun ligesom Malthe: "Jeg kom først!" Så det er jo en god konkurrence... Jeg tror allerede, Far og Mor pønser på at lave familiecykelture i det dejlige område, de bor i.

Nu fik jeg lavet et billede af Alberte på den lille løbecykel; hun løber ret stærkt, så jeg måtte tage billedet bagfra, mens hun har overskud til lige at kigge på, hvad der foregår inde i den have, vi kommer forbi. Og Malthe og Morfar er langt foran, fordi Malthe nu er blevet ret sikker på den rigtige cykel.