21-01-2012

Min Mormors hår

Min Mormor havde langt hår, så langt at hun måtte sætte det op hver dag. Hun flettede det i en lang fletning ned ad ryggen, og denne fletning blev så lagt i en aflang knude i nakken, som blev sat fast med hårnåle. Ud over denne "knold" satte min Mormor så et fint, næsten usynligt hårnet til at holde styr på det. Sådan var min Mormors frisure hele min tidligste barndom. I deres soveværelse havde min Mormor et toiletbord med et forhæng af stof og med det flotteste, trefløjede spejl. Når håret skulle friseres, satte min Mormor sig foran dette toiletbord, pillede alle hårnålene ud og løste fletningen op. Så kunne hun børste sit lange hår med den "sølvbørste", der havde sin faste plads på bordet. Og når det var gjort, kom hele turen forfra igen med at flette og sætte håret. Min Mormor var ikke den eneste kvinde på den tid med den frisure, Mange kvinder havde håret på den måde, også hendes søster, vores Moster Johanne, havde præcis den samme frisure, blot med den forskel at hun beholdt den samme frisure hele sit liv. For det gjorde min Mormor nemlig ikke.

Da jeg var 12-13 år, brækkede min Mormor sin ene arm. Ud over at det var smertefuld for hende, betød det også omvæltninger i hverdagen. Min Mormor havde jo altid lavet alt husarbejde plus gået min Morfar til hånde med frugten og honningen, og nu kunne hun ikke ret meget af det med kun en arm. Så fandt de på at spørge mig, om jeg ikke ville komme over til dem for at hjælpe min Mormor. Og det var stort, det var heldigvis i en ferie ellers kunne det jo ikke have ladet sig gøre. Men jeg "flyttede" midlertidigt til Fejø for at hjælpe min Mormor.

Jeg fik lov til at ordne min Mormors hår, det var jeg vildt stolt over, at hun betroede mig til. Jeg hjalp hende i køkkenet med maden, og hvad der ellers skulle gøres, godt overvåget af hende hele tiden. Det var også nødvendigt, jeg var ikke nogen ørn til madlavning, men vi fik da ved fælles hjælp lavet noget mad til os alle tre. Min Morfar havde også brug for min Mormors hjælp i honningrummet, så der fik jeg også lov til at hjælpe til med at tappe honning i dåser og efterfølgende at klistre mærkater på honningdåserne. Det skulle selvfølgelig alt sammen laves meget omhyggeligt og på en ganske bestemt måde, og jeg gjorde mig også så meget umage, jeg kunne. Min Morfar var en utålmodig sjæl, så han kunne godt skælde noget ud, men det var jeg så vant til. Han mente det ikke så slemt, og bare det at få lov til at hjælpe til med dette arbejde, var en stor anerkendelse i sig selv.

Men min Mormor skulle jo gå med armen i gips et stykke tid, og jeg har nok skullet tilbage til skolen, det husker jeg ikke så tydeligt. Men i al fald endte det med, at min Mormor fik klippet det lange hår af, fik det permanentet som så mange andre kvinder, og hun havde så en ganske almindelig frisure resten af sit liv.

Men det var en fantastisk oplevelse at komme så tæt på deres hverdag og at opleve at kunne hjælpe dem, selvom man altid havde været den lille pige, som fik hjælp af dem.