16-01-2012

Det lyserøde kaffestel

Når jeg var på ferie hos min Mormor og Morfar, var der mange ting, jeg skulle sørge for at få gjort hver gang. Den ene var at kigge i min Mormors porcelænsskab, for der stod det lyserøde kaffestel. Det var ikke lyserødt, men malet med nydelige små roser og og bladranker og med fine guldkanter. Kopperne og alle de andre ting til kaffestellet var fine og yndige ting, sukkerskål og flødekande, kaffekande og chokoladekande, små kuvertaskebægre og ikke mindst et yndigt kagefad. Som lille pige var jeg dybt betaget  af disse fine ting og skulle absulut have åbnet skabet for at kigge, for jeg måtte kun kigge, ikke røre. Min Mormor sluttede så som regel drømmesynet af med at sige: "Så skal du måske arve det efter mig engang?!" Det vidste jeg ikke hvad var, men skyndte mig at sige ja tak.

På et tidspunkt blev alt denne tøsesnak vist min Morfar for meget, så han fik min Mormor til at pakke kaffestellet ned i en frugtkasser, fint pakket ind i avispapir for at der ikke skulle ske noget med det. Det skulle jo bare gemmes, til jeg blev voksen, sagde han, så der ikke blev slået noget i stykker. Lidt af det fantastiske gik jo unægteligt af kaffestellet, nu da jeg ikke mere kunne åbne lågen og beundre de fine ting, men "arven" fik jeg udleveret af min Mormor, da jeg selv havde fået et hjem. Så kom det lyserøde kaffestel hjem til os - og det er blevet brugt, blandt andet til pigernes barnedåb. Men alle de sidste år har det været pakket væk på loftet, de bittesmå kopper passer ligesom ikke rigtigt til moderne kaffe med mælk i. Men kagefadet står fremme klar til brug - og det bliver brugt til fødselsdagboller!

Og kaffestellet - måske der en dag er nogle småbørn, der kan forelske sig i de gamle kopper og arve dem efter Mormor...