01-11-2012

Møllen

Da "Morfar" blev døbt, fik han den fineste gave af sin Morfar og Mormor, en sparebøsse i sølv formet som en mølle. Den mølle blev en god kontakt mellem drengen og hans gamle Morfar, for når  bedsteforældrene kom på besøg, så blev møllen hentet frem, og drengens Morfar puttede en mønt i sparebøssen. Alle børn dengang havde en sparebøsse, enten sådan en fin en, som man måske havde fået i dåbsgave eller senere en, som man fik i banken eller sparekassen, når man fik lavet en konto der. Møllen eksisterer selvfølgelig endnu, men den ser ikke så godt ud, bliver jo ikke lige pudset så ofte, som sølvtøj skal for at se godt ud.

Da vi skulle give en dåbsgave til vores første barnebarn, var det nærliggende at undersøge, om man stadig kunne få sådan en sparebøsse-mølle - og det kunne man! De har faktisk stor lighed med den gamle mølle, måske "modellen" simpelthen er taget fra de gamle udgaver. Vi købte den første mølle hos den lokale guldsmed, som selv graverede drengens navn i på forsiden, og vi puttede en 20er med drengens fødselsår på i møllen. Og siden er det så blevet til endnu tre møller, den sidste som gave til Sarah i søndags.

Så gælder det bare om, at Morfar skal i gang med at hjælpe børnene med noget opsparing i møllerne!