04-10-2012

Efterårsmad

Er der noget sådant, altså mad som man først spiser når efteråret bare er der, selvom man gerne ville have haft sommer lidt længere.

Ja, det er der da, børnenes Mormor havde et stort hit, nemlig hvidkålsrouletter, og da hun havde fødselsdag i september, skete det sommetider, at hun gav fødselsdagsmiddag i form af denne gamle ret. Og uhm, hvor det smagte, men hold da op et arbjede at lave det. Børnenes Mormor startede gerne om formiddagen med at klargøre kålen og lave kålpakkerne og snitte resten af kålen. Om eftermiddagen gik hun så i gang med at tilberede maden, brune kålpakkerne og kålen i en stor stegegryde. Så skulle det stege en rum tid. Sovsen blev lavet, mens kartoflerne blev kogt møre, og så var vi klar til at spise "frikadeller i pressingen", som børnenes Morfar kaldte retten.

Nu har jeg selv lavet retten til stor fornøjelse for os begge to, men det er et stort arbejde at lave, så måske det ikke lige er oplagt som Mormorhit her i huset...