22-02-2018

Havnen, Østerby, Fejø

Min Mormor og Morfar, Marie og Morten, boede hele deres voksenliv ved havnen på Fejø, det man i dag kalder Dybvig. Det hed den også dengang, men det brugte de ikke så meget.

Der var ligesom tre områder, de kunne befinde sig på, i huset, som var stuehuset og udhuset med værksted, vaskehus og frugt/honningrum, så kunne de være nede i haven, som var frugthaven der dækkede hele området bag ved deres hus, og så kunne de endelig være på havnen. Der var kun få sktidts gang fra deres havemur til de stod ved kajen ude på havnen. Og de kom begge to tit på havnen. Min Morfar har aldrig haft en båd eller et skib, jo, han havde en stor pram, som han satte garn fra. Ude på havnen var der selskab, der var altid nogen at snakke med, de andre havneboere eller fiskerne eller skipperne på de større fragtbåde. Eller de skulle ud til færgen, som altid samlede mennesker, selvom de ikke nødvendigvis skulle ud at rejse eller måske bare skulle hente nogen eller sende nogen af sted. Sådan er det i alle havne, hvor der går færge fra. Og så var der sladderbænker ovre på den fjerne side af havnen. Den var samlingssted for mange øboere, specielt om aftenen. Der havde min Morfar sin faste plads, der blev fortalt historier, og der blev lavet vejrudsigter for næste dag, alene ved at de iagttog solnedgangen, skyerne, vinden osv.. Min Mormor kom der også en gang imellem, men det var min Morfars sted. Når vi havde besøgt mine bedsteforældre i vores sejlbåd, fulgte min Mormor os altid af sted på den måde, at hun blev stående ude på den yderste mole på havnen og kiggede efter os, så længe hun kunne se os. Og så var hun jo også parat, hvis nogen kom forbi til en snak. Også førhen, da "damperen" lagde til samme sted, stod hun der troligt, når jeg fx kom på ferie og igen, når jeg skulle af sted, vinkede, men også bare fulgte færgen med øjnene på vej ud af sejlløbet. 

Havnen betød meget for dem, var virkelig en del af deres måde at leve på, også selvom de altså ikke havde noget skiv.