08-02-2018

Det gode skib, Marie

Det gode skib, Marie. 

Eller bare Det gode skib. For det havde vist ikke noget navn. Men det var efter al sandsynlighed kommet til at hedde Marie, hvis drengen havde givet sit skib et navn, for det var det, hans Mor hed. Og drengen var min og min Brors Morfar, der som dreng fik dette skib for over 100 år siden. På billedet ses den ældre Morfar i færd med at klargøre skibet til sit barnebarn, men oprindelig var det Mortens Far, Laurits, som byggede skibet til drengen Morten. Og han legede med sit skib nede ved stranden ved Sletterne på Fejø, der hvor han boede med sin Far og Mor og sine søskende. Og mon ikke han har tænkt store tanker der ved stranden,hvor man kan se Femø lige over på den anden side, men hvis man kigger mod nord eller syd, kan man se langt. Og mod syd kan man tydeligt se jordens runde krumning ud over havet. Jeg tror, det skib har båret ham langt omkring. Men han blev nu på Fejø resten af livet, og skibet blev sat på loftet i det hus, hvor han boede som voksen med sin Marie og sine piger. Og på et tidspunkt har nogen været på jagt efter noget spændende på udhusloftet og er stødt på skibet, eller det der var tilbage af det. Men Morten fik sit skib frem, fik restaureret det, og ved hjælp af hans fætter, bådebyggeren, fik de rekonstrueret riggen, og Marie syede nye sejl til skibet. Og så fik Mortens barnebarn skibet! Og det er hans fortjeneste, at det stadig eksisterer. Det stod i mange år på reposen hjemme hos os, og så flyttede det selvfølgelig ud hos min Bror, og nu er historien blevet fortalt endnu en gang på facebook, hvor også andre modelskibe fra Fejø har fået deres fortælling.