20-01-2018

Min Mormors Hus

Dette er min barndoms land på Fejø. I centrum af billedet ses min Mormor og Morfars hus, til venstre herfor Knud Johansens hus, til højre i billedet boede Peter Madsen (mener jeg han hed) og så Emanuel Mortensens bådebyggeri i forgrunden. 

Jeg har beskrevet min Mormors hus andre steder, men her kan man rigtig se den fine forhave, så sirlig og ordentlig, den var min Mormors domæne og hendes stolthed. Hun elskede roser og samlede efterhånden et lille udvalg af forskellige roser, dog var hun mest glad for gule roser. Oppe foran "forstuen" havde hun et trekantet bed med morgenfruer, som såede sig selv hvert år. Og langs trappestenen op til haven voksede lavendler. Det kan jeg nu ikke se på billedet. Dette billede viser også hele den flotte, høje flagstang, som min Morfar passede med en embedsmands pligtfølelse. Der skulle flages på flagdage, og det skulle gøres efter forskrifterne. Det er der, vi har lært respekt for flag. Foran huset kan man se den mur, der er for haven. Den var jo nødvendig, fordi der af og til kunne stå vand helt op på vejen. Det var måske ikke så kønt, men et nødvendigt onde. Det blev der ikke sat spørgsmålstegn ved. 

En anden sjov ting, der kan læses ud af billedet, er frugthaverne bag ved husene. Alle husene havde frugthaver, større eller mindre, men de var nærmest vokset sammen i en lang have. Som barn fik man besked på kun at være i vores egen have, men det mere end svært at se, hvornår den ene holdt op og naboens startede. Altså ingen hegn eller lignende. Men der var alligevel visse pejlemærker at gå efter. Hvis vi gik mod øst, langs med Peter Madsens baghus og gårdsplads , kom vi først til et brændeskur, hvor mon Morfar samlede risbrænde til optænding, de kviste som blev klippet af æbletræerne, når de blev beskåret. Så HIK de ikke til spilde. Længere henne stod et gammel røgeri, hvor de havde røget flæsk og skinker til folk. Det var ikke i brug mere, men nu nærmede vi os en anden nabo. Nede i bunden af haven, altså mod nord, lå i den ene side et gammel, forfaldent hønsehus, dertil ca. gik grunden, og i den anden side markerede et rabarberbed, at her kunne man dreje om hjørnet og ind i Oles have, naboen ud mod havnen. Vi legede også lige godt i alle haverne, der var jo børn i alle husene, så det faldt naturligt. 

Og naboerne kom man også nemt til, Johansen ved siden af og mine bedsteforældre havde en lille smutvej ved baghuset, så stod man direkte på naboens gårdsplads, ikke noget med at skulle ud på vejen og hen til deres indgang. Og en anden nabo på den anden side gik vi også altid gennem haverne, nemt for børnene og de voksne, men igen lidt svært at se, hvor grænsen mellem grundene gik. 

Og se er der bådebyggeriet! Fotoet er fra 1958, og da må det have været Emanuel Mortensens bådebyggeri. Senere kom både Einar og Edwin og Einars søn Henrik med. 

Men bådebyggeriet fyldte selvfølgelig meget, man kan se, at det fyldte vinduernes udsigt, vi kiggede lige ned i al deres træ, deres store sav, som larmede når de savede planker af de store træstammer, og i øvrigt fulgte man jo med i deres nybygninger og reparationer. Emanuel og min Morfar var fætre, så de to familier var også forbundne til hinanden. 

 

Billedet er fra Det kongelige Bibliotek, Danmark set fra luften, 1958