20-11-2016

Posten

I vores familie har postmanden altid været forbundet med glæde og forventning. Han kom med gode breve og enakker. Da jeg var barn, havde mine forældre ikke telefon, så kommunikationen med min Mormor og Morfar på Fejø var pr. brev. det er nu ikke helt rigtigt, for min Mor kunne ogsåp cykle ned til Runddelens kiosk og derfra ringe til Fejø. Men den anden kunne det ikke lade sig gøre. Så vi fik af og til brev fra Fejø eller en pakke! pOg det blev altid modtaget med stor glæde, for foruden hvad der nu var af praktisk indhold i pakken, så havde min Mormor altid sendt min Morfar hen til købmand Nielsen efter et kræmmerhus bolsjer, så lå og ventede på sliksultne unger inde i pakken. Men breve var også ve3lkomne og de gik også den anden vej. Så snart jeg kunne skrive selv, sendte jeg breve af sted til min Mormor og Morfar. De breve vi fik fra Fejø skulle vi passe meget på, eller rettere frimærkerne. Min Morfar var jo ivrig frimærkesamler, og som oftest sad der et eller flere mærker på brevene, som han på den måde kunne få stemplet.

Vores postmand levede med ivores familie, han skulle jo helt ind til hoveddøren med post, og kunne tit slå en sludder af med hvem der nu var i huset. Da jeg var barn, var der hjemmegående husmødre og børn i næsten alle husene på vores lille vej. Hvis det var et særligt brev, ville postmanden da også gerne vide, hvad der var i brevet. Jeg oplevede det selv, dengang min veninde og jeg trippede rundtog ventede på posten, fordi han den dag skulle have svar med fra gymnasiet, om hvorvidt jeg var optaget. Hun havde fået besked, men jeg manglede. Og da posten kom med brevet, fulgte han medhelt ind i køkkenet, for at se om jeg nu var heldig. Kald det overdreven nysgerrighed, men man kunne også kalde det interesse for de mennesker, han dagligt servicerede på sin rute. 2. juledag, som var en af den slagsdage, hvor morgenmaden gik over i formiddagskaffen for til sidst at blive til frokost, ja, da fik vi også post. Vel sagtens et forsinket julekort eller lignende. Den dag blev posten inviteret ind til kaffe og boller. Det var en helt speciel følelse atfå ham så langt ind i huset. det må have været en lang rute den dag, hvis alle har skullet forkæle ham lidt. En skik som vi har videreført, men på en lidt anden måde, idet vi hvert år en af desidte dage op mod jul hænger et godt stykke chokolade ud til posten med ønsket om en glædelig jul (som vi i øvrigt gør til alle bude, der kommer op til huset(.

Som helt unge oplevede vi også den gode, personlige postmand. Oppe i Kappel kørte den samme postmand hver dag, og han kendte os godt. Han havde som formand for det lokale skolenævn været med til at ansætte os nogleår forinden, og vi havde fået et godt forhold til familien.Som postmand levede han fuldt med i hvad der skete i lokalområdet, vidste alt om alleog bragte nyheder videre.