13-09-2016

Farfars blomster

Min Farfar boede i et lille sammenbygget hus på Østerbro i Nykøbing. Selvom den underste etage knap var stor nok til en familie, var 1. salen lejet ud. Haven var tilsvarende lille som resten af huset, men ikke desto mindre fik min Farfar altid meget ud af den lille stump have. Der var sågar en lille, bitte græsplæne øverst oppe mod huset, lige bag ved udhuset. Og på græsplænen stod en lille flagstang, den blev brugt flittigt. Bag græsset stod så min Farfars blomster, som var sommerasters. Et pænt, stort bed med disse dejlige, farverige blomster. Han havde tit en buket med ud til os, når han kom cyklende, eller også fik vi en buket med hjem, når vi havde været ude hos dem på cykel. Jeg holder meget af disse blomster, vil gerne selv have dem i haven og elsker at sætte større eller mindre buketter af dem ind i stuerne. Det er sådan nogle kønne farver, der alle passer til hinanden, lidt ligesom Lathyrusfarverne. Og så minder de mig altid om min Farfars blomster.