07-07-2012

Godnat

Når jeg var på ferie hos min Mormor og Morfar, kunne jeg sove forskellige steder i huset, alt efter hvilken alder vi taler om, eller hvilken årstid jeg var der på.

Da jeg var lille, skulle jeg sove sammen med dem i deres soveværelse. De sov i en stor dobbeltseng, der stod midt i soveværelset, og egentlig var der ikke plads til mere. Men min Mormor havde alligevel et toiletbord, og der stod også et gammelt servanteskab i det ene hjørne. Og ved min Mormors side stod en barneseng, hvor jeg eller min ældste fætter kunne overnatte i. Så havde hun os tæt på, hvis vi vågnede om natten. For det var absolut min Mormors opgave at tage sig af os, min Morfar gjorde det i hvert fald ikke. Men når vi alle sammen var kommet i seng, de må jo have gået tidligt i seng, så slukkede min Morfar lyset på en kontakt, der hang ned over deres seng i en lang ledning, og så sagde han: ”Godnat, Ole, pengene ligger i vinduet!”  Jeg anede ikke, hvor det komfra eller hvad det betød,, men det var dejligt trygt, at sådan var det bare, altid!.

Da jeg blev lidt større, måtte jeg sove oppe på loftet, dvs. 1. sal, som var indrettet med to soveværelser. Det største af disse lå henne i gavlen. Værelset var hvidt, væggene, sengene, dynebetrækkene, gardinerne, de bløde lammeskind, der lå på gulvet ved siden af sengene. Og uden for vinduet voksede et pæretræ op ad gavlen som et espaliertræ. Så på den gode årstid, skinnede det grønt ind i værelset af bladene fra træet. Det var skønt at få lov at sove i det værelse, selvom man var laaangt væk fra Mormor om natten. Hvis det var koldt, men dog ikke vinter, kunne min Mormor finde på at varme dynen (en stor tung sag) på kakkelovnen nede i stuen, inden man skulle ovenpå og sove. Måske fik man endda også en varmedunk i sengen  (en varmedunk var lavet af gummi og fyldt med meget varmt vand, og den kunne holde sengen varm længe. I starten brændte man sig næsten på den, men så kølede den af og måske vågnede man senere på natten med en meget tung og klam og kold klump nede i sengen). Men altså hvis det var rigtig vinter, skulle vi ikke sove på loftet, men så blev der redt op på divanen nede i stuen. Fint nok, og varmt selvfølgelig, men de havde en stor klokke (ur) på væggen henne over skrivebordet, og den slog hver hele og halve time hele natten igennem. Det har jeg tit ligget vågen og talt, og det har også gjort, at jeg ikke skal have et ur i mit hjem, der slår.

PS: Ole-citatet er selvfølgelig fra H. C. Andersens historie om Ole Lukøje.