03-06-2012

Engelskgræs

I disse dage er stranden lyserød af engelskgræs, hele Albueområdet dækkes af disse yndige småblomster.

Min Mor havde et specielt forhold til engelskgræs. Det var en af hendes barndomsblomster, tæt knyttet til hendes besøg hos Mormor på Femø. Det lille "sted", som hendes Mormor og Morfar havde, bestod også af nogle engarealer, som lå lidt væk fra "gården" (i dag står der "Johannes eng" på et Femøkort, for min Mors Moster Johanne overtog jo stedet senere).

Men min Mor og hendes legekammerat måtte gerne gå derned, og så plukkede de engelskgræs - i massevis, og siden bandt pigerne de flotteste kranse af blomsterne. Kransene kan tørres og gemmes, og det gjorde min Mor også, men mest var det et deligt tidsfordriv for pigerne at samle blomsterne og binde disse kranse.