Kære lille Dagmar
Her er en lidt anderledes Mormorshistorie, men det er en Mormor, der skriver, og det er ydermere Ts Oldemor Karen Lisbeth og dermed vores børns Tipoldemor, der skriver til sin datter, som er vores børns Oldemor Dagmar. Brevet fandt jeg i går aftes i nogle gamle opskrifter, som vi havde hentet inde i Morbror Leos hus, som nu er solgt og endelig skal tømmes helt, så vi er helt ude i krogene for at sikre os, at der ikke ligger billeder eller papirer tilbage, som nogen kan have glæde af. Men det er en anden historie.
Sirligt foldet og lagt mellem udklip og reklameopskrifter fra købmanden, alt lagt inden i Dagmars lille håndskrevne opskriftsbog, lå dette lille brev til den unge datter fra hendes Mor. Der var ingen telefon, som de lige kunne snakke sammen i. Tidspunktet er før -24, for da bliver pigen Hertha født.
I brevet står der med sirlig og letlæselig skrift:
Kære lille Dagmar
Du tror vel at jeg har
helt glemt eder fra Fejø
men jeg har saa travlt
ver Dag jeg har syet saa
mange ny Gardiner til
Fru Bjerringbro og en del
Arbejde fra Marie og nu
er vi stærkt i gang med
Høsten vi skal have
Mejet vort Byg i Dag
saa er vi færdig
Christen er vel ude at
Høste Kommer du og
Drengene ikke jeg nu
mens Christen faar kosten ude
i er da meget velkommen
og Christen med han har
ikke været her hele Sommeren
Jeg ved ellers mange nyheder
men jeg vil vente til du kommer
en Kærlig Hilsentil eder
alle fra din Moder
Skriv snart
og kom Snart
En Mor der savner sin voksne datter og børnebørn det er der vist ikke noget underligt i. Det der for os giver en klump i halsen er dette med "Drengene", for de drenge der er tale om er Hans og Leo. Hans var den ældste, men døde som barn, og forældrene stod tilbage med de to andre børn, der kom jo en lillesøster til også. At miste et barn kommer man aldrig over, sådan er det bare, så det kan ikke have undgået at påvirke familien i deres fremtidige liv. Så det er lidt overvældende lige tilfældigt at støde på et "livstegn" om den dreng også.
Jeg lægger et billede af brevet lidt senere, skal lige have skannet det ind.
Seneste kommentarer