17-11-2015

Tom, Tage, Asger

En sådan række af navne måtte min Mormor tit igennem, før hun nåede frem til det navn, hun havde tænkt sig at henvende sig til. Vi lavede lidt sjov med det, det lød jo pudsigt, at hun tit måtte en hel række af navne igennem, før det lykkedes. Men hun sagde jo aldrig fx Kaj eller Kristian eller Knud, som var navnene på naboerne, det var familienavnene, hun kørte igennem.

Jeg gør præcis det samme, og så bliver man jo lidt eftertænksom, hvad skyldes nu denne pudsighed. Jeg bruger heller ikke "fremmede" navne, men kun mine egne. Men nu har jeg lige set en artikel, hvor en psykolog forklarer fænomenet. Det er nemlig ikke kun min Mormor og mig, som har denne svaghed.Det gælder rigtig mange mennesker, skriver han. Og det skyldes, at vi lægger navnene på vores kære i nogle skuffer i hjernen, som vi så åbner,når vi skal bruge disse navne. Og så risikerer vi altså, at der dukker mange andre op, end lige det som man har brug for. Puhha sikke en lettelse, det er altså ikke noget med en Alzheimer-light eller anden hjernebrist, men bare ganske almindeligt!

Så herefterdags tænker jeg, at jeg bare vil gøre, som jeg plejer og tænke på, at både min Mormor og jeg var og er udstyret med disse gode skuffer fyldt med navnene på alle vores kære!