30-08-2015

Morbror

I en lang række af morbrødre var morbror Leo langt den ældste. Vi fejrede hans 95 års fødselsdag i marts med gæster fra hele landet og med de to for, hvem han var Morbror Leo. Og det var her tonen, stemningen, glæden ved fænomenet Morbror blev grundlagt. Morbror Leo betød meget for de to søskendebørn, som kunne kalde ham Morbror. Han blev et forbillede og omfattede dem med stor kærlighed og interesse hele deres tilværelse sammen. Næste generation Morbror blev vores generation, og her er der hele to Morbrødre, nemlig vores børns Morbror og deres kusiners Morbror. Vi bruger ikke at kalde dem for Morbror, men lur mig, de ved det godt, og fortællingerne og den gamle Morbror har kun været med til at danne deres billeder af, hvad en Morbror er. Og så børnenes generation, der er også en Morbror, nemlig børnebørnenes Morbror. Så når vi omtaler disse personer for børnene, siger vi altid Morbror og så deres navne, men nu er der altså en af dem, som vi kun skal fortælle historier om, og ikke være sammen med og besøge.