13-04-2012

Tordenvejr

Årets første tordenvejr - de havde forudset det i vejrudsigten i radioen, men jeg havde ikke rigtig tænkt på det, før det var der. Her i formiddag, da jeg var inde i byen. Det var ikke ret meget torden, men nok til at jeg stoppede op og lyttede, overvejede ubevidst hvor højt mit alarmberedskab skulle være.

Det er en af de negative ting, som jeg har arvet fra min Mormor, angsten for tordenvejr. Min Mormor var panisk angst for tordenvejr og kunne slet ikke skjule det, og hun fik desværre plantet denne angst i mig også. Hun vækkede os, hvis vi sov "på loftet" og fik os ned i stuen, med det resultat at så kunne vi da rigtig blive bange, når vi så hende reagere på tordenskrald og lyn. Der var ting vi ikke måtte, steder vi ikke måtte stå osv. Men jeg mener ikke, at min bror og mine fætre har den samme angst, men jeg har, og har det stadig.

Da vores børn var små, var jeg nærmest forment adgang til børnene, når det tordnede for ikke at overføre min angst på dem, og det er vist lykkedes. De ved godt, at jeg har det i mig, selvom det ikke er så meget i dag, som da jeg var barn og ung. Og nu skal det dæmpes for de smås skyld, de skal i al fald ikke have overført min angst for tordenvejr.