20-02-2015

Sygdom i huset

Simon er syg, faktisk så meget, at han græder over smerten i ørerne. Han skal da til læge, men lillesøster er også syg, så Mor kan ikke komme af sted, og de må vente til Far kommer og kører Simon ind til lægen, så der kan komme gang i en behandling. 

Sådan var det ikke førhen. 

Når Simons Mormor (og andre i vores generation) var syge, så kom lægen hjem til os. Der blev ringet til DOKTOREN, men hvordan egentlig? Min Mor og Far havde ikke telefon, så de skulle enten ind hos en nabo eller ned på Runddelen, hvor der var telefonkiosk. Men på et tidspunkt af dagen, havde lægen altså indlagt tid til hjemmebesøg. Man blev ikke bedt om at pakke syge børn ind og fragte dem til læge (bil havde vi jo heller ikke). Og doktoren blev modtaget meget ærbødigt, det var en læge vi kendte fra konsultationen, hvor de var to, der delte praksis. Min Mor talte til doktoren i 3. person, vil doktoren ikke sidde, tror doktoren at ... Men det lå vel i tiden? Vi blev undersøgt, og der blev givet anvisninger eller udskrevet recept. Og doktoren fandt altid et eller sjov at sige til os børn for at lette lidt på stemningen. Inden doktoren skulle af sted igen, skulle han have vasket hænder. Dette foregik i køkkenet (det var også den eneste vask i huset), og der var lagt et frisk stykke sæbe og et rent håndklæde frem til ham! Jo, jo, der var skam orden i det hus! 

Min Mors holdning over for lægen holdt længe, faktisk indtil den ene, Kongstad, blev en meget aktiv forælder i sejlklubben, hvor hans to børn, Anne og Mogens, fik lov at bygge og sejle optimistjoller. Det var min Far lærer på, og på den måde blev de mere ligemænd, end læge og patient havde været.