06-04-2012

At klatre i træer

Engang skulle Mormor og Morfar passe vores tre børn, de to små har vel været 5-6 år, så der skulle da helt klart ses efter dem. De var vant til at lege i haven, også uden konstant opsyn, men vi var der altid lige i nærheden. Det største problem, vi havde, var, at vores grund lå lige ud til en noget befærdet vej, så vi var nødt til at stole på, at de blev, hvor de skulle blive, nemlig INDE i haven.

Mormor og Morfar skulle altså passe, mens vi var væk, måske var vi på lejrskole med en klasse eller lignende. Det gik selvfølgelig også fint, begge parter var rigtig glade for hinanden, og de har sikkert nydt at være sammen i et par dage.

Indtil der altså  kom en kurre på tråden: Marie kunne nemlig godt lide at udforske mulighederne, og hun fandt på at klatre op i et af træerne i forhaven. Nu er det jo rigtig godt for børn at klatre i træer, men måske skulle hun bare have valgt et andet  tidspunkt til at gøre det end lige netop nu, hvor det var Mormor, der havde opsynet med hende. I al fald blev Mormor meget vred, altså i virkeligheden nok mest forskrækket, så Marie fik en overhaling og besked om IKKE tiere at klatre i træer, når Mormor var der. Ærgerligt var det jo...

I dag har Malthe været oppe i et vores træer i haven, dog godt hjulpet på vej af sin Mor, som også lige selv var oppe at klatre. Og de har så godt af det, børnene, at slippe underlaget og vove sig op i højderne, men selvfølgelig skal det da være nogenlunde sikkert. Håber de fortsætter med at udforske sig selv i forhold til træer og andre højder.