27-08-2014

Havneboerne

Havnen er Dybvig, det har den selvfølgelig altid heddet, men da jeg var barn sagde vi bare havnen eller til nød havnen, Østerby. 

Det var et levende, men meget specielt miljø dengang. Havne har deres eget liv, og i al fald dengang plads til alle mennesker. Mange lidt skæve eksistenser såvel som bedsteborgere og mere almindelige mennesker. Og "vores havn" er ingen undtagelse. Jeg har i andre tekster nævnt en del af dem, men da vi besøgte arkivet, var der jo billeder af flere af dem, så jeg tager en tur igennem minderne om min Mormor og Morfars naboer og venner. 

De nærmeste naboer til siderne var Knud Johansen og Peter Madsen. Begge fiskede, som så mange ved havnen dengang, og det gav jo et godt fællesskab. Overalt hjemme ved husene og på havnen hang der garn og ruser til tørre, og med jævne mellemrum blev der fyret op i tjæreovnen over på haven, garn og ruser blev tjæret, det var den måde de kunne holde sig på. 

Hos begge disse nabofamilier var der drenge, lidt ældre end mig, men legekammerater til min ældste fætter. Jeg var kun med i deres lege på sidelinjen, fx når de skulle bruge en indianer, de kunne tage til fange, eller når vi alle sammen legede Knold og Tot, så kunne jeg få lov til at være fru Vom, som tvillingerne drillede! 

Til naboerne hørte også Ole og Ruth. De boede i den store villa ved siden af købmand Nielsen. Ole var postbud på øen, og begge var de de venligste mennesker, noget yngre end mine bedsteforældre, hvilket betød, at de havde børn, vi kunne lege med. Og barnecykler, som vi lånte, hvis vi skulle op på øen med Mormor. De blev regnet for naboer, fordi haverne stødte op til hinanden bagved husene, altså frugthaverne. Det kunne være svært for en udenforstående at se "grænsen"mellem haverne, men de voksne vidste præcis, hvor det var. Der var ingen hegn, der adskilte haverne, og man gik også i hinandens haver, men man rørte selvfølgelig ikke de andres frugt.

 Hvis man fortsatte forbi mine bedsteforældres hus og Peter Madsens hus, kom man til yderligere et par huse. Et lille, hvidt bindingsværkshus var et af dem, der lå længere henne langs stranden. Her boede søskendeparret Christian og Marie Dyvig. De var absolut ikke en del af fællesskabet på havnen, de blev ikke isolerede, men isolerede sig selv. Marie var direkte menneskesky, jeg har kun set hende en enkelt gang, men hun var der. Da min Mor og Moster var børn, og Marie Dyvig var det tilsvarende yngre, var hun ikke så meget anderledes, kom kun ud, når det var mørkt, og min Mor kan huske, at hun engang blev så bange for hende, for Marie, klædt i sorte gevandter, kom flagrende forbi min mor, uden at hun havde set hende først. Marie døde, da jeg var en lille pige, og jeg kan huske, at jeg var med min Moster henne for at kigge ind ad vinduerne i det tomme hus(det var vist ikke så pænt, vel?), og inde i et værelse med en seng hang der nogle af min Mosters tegninger på væggen. Dem havde min Mormor foræret Marie Dyvig engang, og hun havde så åbenbart sat dem op på væggen. Da jeg var barn, så vi mere til Chrstian Dyvig, han var den, der kom ud af huset og skaffede deres fornødenheder. Han kom gerne hen til mælkemanden, når han holdt nedenfor min Mormor og Morfar og ringede med klokken. Det gjorde alle naboerne, de kom med deres mælkespande og fik fyldt dem op. Christian Dyvig handlede også, og min Mormor (det gode menneske) fandt altid en bemærkning, som hun lod falde til Christian Dyvig, men om han svarede, kan jeg ikke huske. Når han så var gået hjem igen, fortalte min Mormor mig altid historien om, når han førhen mødte op ved mælkemanden klædt i sit almindelige tøj, men med isoleringsmateriale af gamle aviser indenunder. Det gyste lidt i mig, altid. De gjorde absolut ingen fortræd, men bidrog vel heller ikke med så meget? De blev holdt øje med på den gode måde, men man blandede sig ikke i deres liv. 

Længst henne lå villaen, en stor rødstensvilla, som oprindelig blev bygget til Dyvigs, men de foretrak at bo i det gamle hus. Nu er denne villa erstattet af et palads, og den frie adgang lukket af gitterporte..

Da jeg var barn, kunne man gå langs alle husene igennem haverne bagved og langs stranden foran, hele vejen! Stranden var til at bade fra, hvilket min Mor og Moster havde gjort som børn og unge, vi var derimod ret store, før vi måtte færdes derom langs stranden på egen hånd.