11-08-2014

Navnet Marie

Min Mormor hed Marie. Min Morfars Mor hed Marie. Og vores mellemste hedder Marie. Det er jo et ret almindeligt navn, men alligevel nok lidt usædvanligt at piger i forskellige generationer i samme familie hedder det samme. Da min Mor og Moster var små, ønskede mon Morfar, at en af dem skulle hedde Marie. Men det ville min Mormor overhovedet ikke høre tale om, måske fordi man ikke sådan navngav børn efter levende personer, eller måske bare fordi hun selv hed Marie og syntes, det ville blive lidt akavet, hvis de var to med det samme navn. 

Men da vores nummer to skulle have navn, enedes vi hurtigt om Marie, selvom vi da også lige var inde over den der med nulevende navnefæller. Dengang røbede man ( vi i hvert fald) ikke børnenes navne før barnedåben. Så det var først i kirken, at min Moster, som holdt den lille pige over dåben, røbede hendes navn for familien. Desværre var min Momor ikke til stede ved selve dåben. På det tidspunkt var min Morfar ret syg, svag, lå hjemme på sofaen og blev passet døgnet rundt af min Mormor. Derfor kunne ikke engang hun komme til dåbsfesten. Men  så snart vi var hjemme fra kirken og havde åbnet gaverne, ringede jeg min Mormor op. "Tak for gaven til Marie!" sagde jeg til hende i telefonen. "Jamen, velbekomme!" Svarede min Mormor. Og så: "Hvad sagde du (ret højt), hedder hun Marie?" Og det kunne jeg da så fortælle hende, at det var netop det, jeg havde sagt. Senere har min Mormor fortalt, at hun selvfølgelig skulle hen ved sofaen og fortælle min Morfar det, og så græd de to gamle lidt over den glædelige nyhed!

Vores Marie kom så til at hedde et kælenavn i familien, måske pga navnesammenfaldet med Oldemor Marie. Men hun vidste selvfølgelig godt, at hun hed Marie. Engang til en fødselsdag, hvor vi altid inviterede de to gamle oldemødre også, sad min Mormor og viste sit fine smykke frem, et guldur i en kæde om halsen. Og som hun så ofte gjorde, spurgte hun, hvem der mon skulle arve dette smykke efter hende. "Det skal jeg da, for jeg hedder det samme som dig!" svarede vores kvikke, lille pige, og så var det ligesom en aftale. At det så aldrig blev til noget, fordi smykket blev stjålet ved et indbrud, ja, det er en anden og kedelig historie.