10-08-2014

Guldbryllup

Min Mormor og Morfar fejrede guldbryllup i 1974. Min Mormor var da først i 70'erne, men de var også kommet tidligt i gang.

Marie og Morten blev gift den 22. april 1924, altså få dage, før min Mormor fyldte 22. Min Morfar var lidt ældre, men også - målt med dagens målestok - ret ung, han var 28. Min Mor er født samme år den 19. september, så et lille regnestykke fortæller os, at min Mormor har været gravid med min Mor, da de blev gift og flyttede ind i det, der mange år senere blev til Mormors hus. Men det har aldrig været et samtaleemne, det der med at hun var gravid til brylluppet, men jeg tænker bare, at det var da fint, at de to unge kendte hinanden godt, inden de indgik ægteskab, og endda et af den slags, der blev for livet.

I 1974 kunne de så fejre guldbryllup. Min Morfar har aldrig været så meget for den slags begivenheder med ham selv i centrum, selvom han faktisk var et selskabsmenneske og godt kunne lide at have mennesker omkring sig. Men det blev da bestemt, at der skulle være morgenkaffe hjemme ved havnen. Der var æresport og hornmusik, som det hører sig til, og min Mormor og Morfar måtte ned ad trappen for at tage imod alle morgengæsterne. Om aftenen var der guldbryllupsfest på Landbofest, stor middag med dans bagefter. Og der var rigtig mange gæster, både familie og venner fra Fejø. Festklædte, damerne i lange kjoler, taler, sange og alt hvad der hører sig til. Dansen gik fint, men var dog til megen morskab i familie, idet min Mormor havde hyret Skuffefrede og Røde Bent, som vist ikke havde fattet det der med, at min Morfar var Morfar og ikke Farfar, for den fik ustandselig hele armen med " Da Farfar var ung". Hm, ja, sådan er det, når de lokale slår sig løs....

Det er desværre ikke alle, der når at fejre guldbryllup. Min Mor ønskede sådan, at hun kunne fejre guldbryllup med min Far, men han døde inden de kom så langt. Og vi selv, hold nu op, næste gang kan vi fejre 42 års bryllupsdag....