10-08-2014

Vi får ikke spist det

Sådan sagde min Mormor til min Mor, når vi stod i hendes køkken søndag middag og skulle til at vende næsen hjem mod Nykøbing igen. Om sommeren sejlede vi tit til Fejø i weekenden, det var en passende weekendsejltur, og mine bedsteforældre ville selvfølgelig gerne have os. Sommetider havde de travlt, men det blev et fint besøg alligevel. Det kunne være at der pludselig skulle gøres et eller andet i haven, altså frugthaven, og så måtte min Morfar i gang, selvom vi var der. Det passede ikke min Mormor, at vi sov nede om bord i båden, hun ville gerne have haft os på loftet, når vi var der, med der var min Far meget bestemt, vi sov om bord. Men vi indtog dog alle vores måltider oppe hos min Mormor. Hvis hun kunne, havde hun sørget for at købe fisk til os, ål fx, som hun købte henne på havnen. Det var en fest for os. Og frugtgrød, enten af hendes egne rabarber eller senere af jordbær, som hun dog købte oppe på havnevejen. Når sæsonen for frugt startede i august, blev vores sejlbåd lastet med frugtkasser. Frugtkasserne blev selvfølgelig leveret af min Morfar (med navn på), men jeg kan også huske, at kassen fra min Lillebrors barnevogn længe blev brugt som frugtkasse. Vi havde ikke bil, så dette var vores måde at få frugt med hjem fra Fejø. Min Morfar kunne godt undvære æbler og pærer og blommer til os, men vi måtte tage til takke med det frugt, som måske ikke kunne sælges til højeste pris. Og honning skulle vi have med, selvfølgelig.

Og når vi så havde spist til middag søndag, så stod min Mormor altså der i køkkenet - og havde svært ved at slippe os igen. Og så mente hun, at min Mor skulle tage forskellige rester med, for "Vi får jo ikke spist det!"  Og lidt var der selvfølgelig om det, de to mennekser spiste ikke så meget, men hun kunne undvære det hele til os. Og så havde vi jo til aftensmaden senere på dagen. Køletasker og den slags havde vi ikke, men det gik så alligevel. 

Og for at gøre historien færdig, så fulgte min Mormor os på vej, først ud på havnen, og senere blev hun stående og fulgte os med øjnene, til vi var langt væk og på vej hjem til Nykøbing.