30-11-2013

Sang

Vi Mormor sang ikke for os. Faktisk kan jeg kun huske en eneste gang, hun har sunget for mig, nemlig lidt tid før min Mors og Fars sølvbryllup, hvor hun - som hun plejede ved den slags fester - havde skrevet en sang. Jeg boede på kollegium i Vordingborg, og jeg snakkede med min Mormor på mønttelefonen. "Sangen er skrevet på melodien, Dernede i dalen," sagde min Mormor. Den kendte jeg ikke, men så sang min Mormor for mig i telefonen, og det gik da så fint, at jeg efter et øjeblik kunne nynne med på sangen, jeg kendte den alligevel!

Men hvorfor sang hun ellers ikke for os? Jeg tror måske, jeg kender svaret, eller i hvert fald noget af det. Min Morfar sang, og han gjorde det tit og gerne og flot, han havde en rigtig flot sangstemme, så måske min Mormor har trukket sig tilbage og overladt sang i familien til ham?

Min Morfar sang, og han gjorde det gerne. Selvfølgelig ved fester, men også til hverdag. Om aftenen efter maden holdt han meget af at gå frem og tilbage i stuen og fortælle, alle mulige historier fra hans barndom eller Danmarkshistorie lige ud af Saxo eller bibelshistorier kunne også være på programmet. Og så skulle der ikke meget til at få ham til at bryde ud i sang. Jeg gik i marken, Ja vi elsker dette landet. Han kendte så mange sange, som vi jo også sang i skolen. Han havde jo sikkert også lært nogen af dem i skolen, men hans sangglæde stammede helt sikkert fra samværet med hans Mors. Også de holdt mørkningstime, hvor Moderen så sang for min Morfar og hans bror, ligesom hun sikkert også havde gjort for deres storesøstre. 

Hans sang- og musiksmag var kritisk, det skulle lyde godt ( i hans ører ) så da vi blev lidt større og begyndte at lytte til popmusik, blev han nærmest dårlig af at høre på det. Nej, han foretrak så langt Aksel Schøitz' smukke sangstemme. 

Hans glansnummer var selvfølgelig solosangen til vores bryllup, som vi så tit har fortalt om. Det var et stort øjeblik - og en dejlig måde at huske hans sangstemme på.