08-10-2013

Min Mormor, det gode menneske

Min Mormor og Morfar var hver især specielle, i en god betydning. Min Mormor havde sine meninger om tingene og om andre mennesker, men ikke noget hun for alt i verden skulle have frem over for alle og enhver, snarere tværtimod, hun gemte godt på den slags meninger, og delte dem kun med den nære familie, fx min Mor og Moster. Min Morfar var anderledes udfarende med sine meninger og gav sig hjertensgerne i diskussioner med hvem som helst om hvad som helst. Han elskede diskussionerne for diskussionernes skyld. Faktisk lærte han os, at hvis vi havde ret, skulle vi holde på vores ret, og hvis vi ikke havde ret, skulle vi diskutere, til vi fik ret!!!

Men altså, gode mennesker, det tør jeg godt sige, at de begge to var. Og jeg vil fortælle et par småhistorier til at illustrere det.

I 30'erne var arbejdsløsheden stor, også på Fejø. Og det var virkelig vanskeligt for den arbejdsløse og hans familie at opretholde en bare nogenlunde hverdag. For at afhjælpe den værste nød havde man skabt nogle blade, som de arbejdsløse kunne sælge og så beholde beløbet (eller noget af det) til sig selv. Det svarer jo lidt til hjemløses salg af Hus Forbi i dag. De arbejdsløse gik fra dør til dør og solgte bladet for en 25-øre. Mine bedsteforældre var absolut ikke arbejdsløse, havde faktisk mange gøremål, som samlet gav en god indtægt. Men de blev selvfølgelig opsøgt af de arbejdsløse på deres rundtur for at skaffe lidt penge. Min Mormor fortalte altid, at når der kom en af arbejdsmændene på Fejø og bankede på deres dør og ville sælge det lille blad, så gav min Mormor dem altid 25-øren, men bladet lod hun manden beholde, så kunne han sælge det engang til. Står der nogen og hvisker tiggeri? Jamen, det er det da også, men udsprunget af nød, og min Mormor følte for de mennesker, og da de ikke kunne give dem arbejde lige her og nu, så kunne hun i hvert fald "købe" deres blad.

Et andet udtryk for deres omsorg for andre mennesker er historien om deres forhold til "Fiske-Kristian". Jeg har fortalt om ham andetsteds, men han boede jo i sit skur over på havnen, og det var absolut kun en meget "simpelt" liv. Men en ting var fast, juleaften blev Kristian altid inviteret med hos mine bedsteforældre. Han havde så vasket sig så godt det nu kunne lade sig gøre og vel også skiftet tøj, men meget anderledes end han var til hverdag har det ikke været. Juleaften får man gaver, og min Mormor sørgede også for, at der var en pakke til Kristian. Og når min Mormor var henne ved Kristians skur for at købe fisk, så bemærkede hun jo, at Kristian godt kunne bruge et par "sutter" på de kolde gulve inde i skuret. Så det fik han i julegave, og ingen ved hvad han tænkte ved den gave, men da han var død, og de skulle rydde hans skur, fandt de i en krog en hel del skoæsker med spritnye sutter i. Altså havde Kristian bare sat dem hen i en krog og ikke brugt dem. Men min Mormors hjerte kunne ikke klare at tænke på, at han frøs om fødderne. 

Billedet viser Fiske-Kristian, billedet hentede jeg på www.fejoe.info