19-02-2012

At holde i hånden

 

Fornylig så jeg en dokumentar i fjernsynet, som Ib Spang Olsens søn, Lasse, havde lavet om sin far. Han fortalte blandt andet om at holde i hånden, når man gik sammen, kunne tydeligt huske hvordan hans lille hånd føltes i farens store hånd.

Min Mormor og jeg holdt hinanden i hånden, når vi gik sammen. Det er der vel i sig selv ikke noget mærkeligt i, men vi gjorde det faktisk længe, til jeg var voksen, og jeg kan ikke huske, at jeg gjorde det med hverken min Far eller min Mor, da jeg var så gammel. Men min Mormor ville gerne, og jeg ville også gerne. Det føltes tæt og godt at gå sammen med hende på den måde.

Hendes hånd var lid senet, kantet, og når hun holdt mig i hånden, kørte hun hen over min hånd med sin tommelfinger, ligesom for at ae den. Om aftenen på vej hjem fra havnen, på vej hen til købmanden for at hente kaffe, hjemme i Nykøbing på vej til bussen ind til byen, eller hvornår det nu har været.

Sidste gang jeg holdt min Mormor i hånden var, da jeg besøgte hende på sygehuset i Nakskov nogle få dage før hendes død. Hun var meget svag, sagde ikke så meget, men var ellers nogenlunde klar, selvom hun var blevet lettere senil de senere år af sit liv. Men hun sagde til mig, mens vi holdt hinanden i hånden, at det var noget møg at ligge der og ingenting kunne. Og så sagde jeg til hende, eller nærmest hviskede, for rørt blev jeg jo, at hun skulle ligge og tænke på den måde, som Morfar altid sagde, at vi skulle, tænke på alt det gode, der var og havde været, i stedet for alt ”møget”. Og det sagde hun ja til, sikkert berørt over, at jeg bragte Morfar på banen.

Men det var altså sidste gang jeg holdt min Mormor i hånden og sidste gang jeg så hende.