07-04-2013

Indkøb på Dybvig Havn

I dag findes der kun en købmandsbutik på Fejø, mange af beboerne kører "af øen" hver dag og handler der, hvor de arbejder, men i gamle dage, altså da jeg var barn var det helt anderledes. der var vel ikke ret meget, man ikke kunne få på øen. Nede ved havnen(Dybvig), hvor mine bedsteforældre boede, var der også indkøbsmuligheder. der kom hver dag en mælkemand, hvor de forsynede sig med mælk og smør. Henne på havnen boede Fiskekristian, som bestemte, hvilke fisk de skulle spise.

Og så var der købmand Nielsen, stor købmandsbutik helt nede ved havnen. Den købmand havde eksisteret i mange år, og det var ikke kun en kolonialhandel, ved siden af butikslokalet var et kontor og derinde foregik handelen med korn, gødning og foderstoffer, og ude på havnen var der et stort pakhus, hvor købmand Nielsen cyklede ud, hvis der var en landmand, der skulle have nogle varer. Købmand Nielsen var en "fin" mand, forstået på den måde at han altid var meget korrekt, i sin væremåde, i sit sprog og i sin påklædning, han havde altid en lysebrun kittel på i forretningen, og han tiltalte kunderne, i hvert fald min Mormor og Morfar i 3. person. "Har fru Hansen husket kaffen?" Hos købmand Nielsen kunne man købe almindelige kolonialvarer, sukker, mel, kaffe osv. Kaffen blev malet i forretningen, fyldt i en pose som så til sidst blev pakket ind i et stykke papir med en elastik omkring og lagt ned i kurven, jo det skulle gøres korrekt. Men der var mange andre varer, langs hele disken, som faktisk var ret høj, købmand Nielsen selv stod et stykke hævet over kunderne, var der kasser med glaslåg, som indeholdt alt fra skosnører, sytråd, elastikker til lappegrejer til cyklen. Og henne i enden af butikken var et stort, højt skab fyldt til overflod med forskelligt porcelæn og husgeråd. Jeg tror, de fleste købte porcelæn hos købmændene på Fejø, meget af vores arveporcelæn er i hvert fald købt der. Inde i selve butikslokalet stod der en række taburetter langs væggen ud mod vejen, for de færreste havde travlt. når de handlede hos købmand Nielsen, man skulle gerne have lidt nyheder med hjem eller have gennemdiskuteret et eller andet aktuelt emne, gerne med politisk indhold. Her sad min Morfar gerne, når han blev sendt til købmand, eller rettere selv meldte sig til at købe ind, så ofte måtte min Mormor finde på et eller andet, hun manglede, for at han kunne have et ærinde henne hos købmanden. Jeg fik selvfølgelig også ofte lov til at gå med, men man skulle være stille, og det kunne jeg sagtens finde ud af, tænk hvis man blev sendt ud på vejen og ikke kunne følge med i de voksnes snak. Der var også en fru Nielsen, men hun var en meget bestemt dame, altid meget alvorlig, så hun fik ikke kunderne til at blive så længe i butikken. Hvis jeg gik alene til købmand, kunne jeg være heldig at få en karamelslikkepind af købmand Nielsen, sådan en lidt aflang karamel på pind med overtræk af flødechokolade...

Foran butiken var en "kolbøttestang", dvs det var det selvfølgelig ikke, men derimod en bom, som var beregnet til at binde hesten, mens man var inde at handle. Jeg har nu aldrig set en hest bundet der, men de har nok været der, mens jeg var helt lille. Og bommen kunne også bruges til at læne sig op ad, hvis snakken med de andre havneboere skulle foregå udendørs, inden man vendte næsen hjemad igen.

Omme bagved huset havde købmand Nielsen en benzinstander, så man kunne virkelig få næsten alt hos ham, men altså ikke frisk kød eller mælkeprodukter. Det skulle man "op til byen" for at købe.

På denne adresse, hvor jeg også fandt billedet af købmandsbutikken, kan man læse noget historie om handelen på Fejø:

http://fejbatting.info/erhverv/kobmaend/