30-01-2012

På besøg hos Mormor

Min Mor var rigtig glad for at besøge sin Mormor og den øvrige familie på Femø. Det var en fornøjelse at høre hende fortælle om sine ferier der, med glæde og varme i stemmen. Det var et godt sted at være. Selvom hun også boede på landet hos sin egen familie, så var det lille "sted" alligevel så meget anderledes end derhjemme. Der var dyrene, kalv, gris og høns (høsn havde de nu også derhjemme), og der var hendes morbrødre, der for de yngstes vedkommende kun var nogle år ældre end hende selv. Hverdagslivet foregik i køkkenet, hvor der var et stort spisebord, de var jo altid mange, og langs væggen var der en slagbænk, hvor "drengene" havde deres pladser. Hendes Morfar sad for den ene bordende, hendes Mormor ved langsiden og hun selv for den anden bordende, faste pladser! I en familie med mange drenge er der vist altid liv og glade dage, og den ene af drengene, hvis plads var nærmest døren, havde for vane at sidde med det ene ben over armlænet på slagbænken, så kunne han lynhurtigt komme op og ud, hvis der var ugler i mosen. De har nok været nødt til at være strenge over for de børn for at holde styr på dem, det var i al fald min Mors opfattelse af det.

Min Mor gik meget sammen med sin Mormor, de hyggede sig, som hun husker det. Og så var der de tykke pandekager, som er lækre, og som vi alle sammen er glade for. Det startede her i min Mors barndom, for når hun var på besøg på Femø, lavede hendes Mormor tykke pandekager, og så holdt min Mor sig til for at få den første, der blev bagt!

Mine oldeforældre havde telefon, det var en "partstelefon", dvs der var flere med samme nummer og så et x eller y bagved. Når der blev ringet op til en af den andre, var det muligt at løfte røret og være med på en lytter. Det er selvfølgelig meget tarveligt, men det gjorde min Oldemor altså, og min Mor fik somme tider lov at lytte med. Det var meget tys-tys, så min Mor var ikke så stolt af at fortælle det, men det var alligevel for sjovt til at afstå fra det. Det har været deres lille hemmelighed...

På nabogården boede noget familie til mine Oldeforældre, og de havde en pige på min Mors alder. Og de to piger legede sammen, når min Mor var på ferie. Det har de nok gjort fra små af, for min Mor kan huske, at de lavede "kager" af jord og stykker fra roerne, dejlig leg.

Jeg ved ikke, om man lægger låg på dårlige minder, men jeg kan ikke komme i tanker om noget negativt, som min Mor har fortalt om sine ophold på Femø, og der er da heller ikke noget at sige til, at min Mor elskede vores besøg på Femø om sommeren, da vi var børn - et sted som har givet hende så mange gode Mormor-minder.