19-03-2013

Husmoder

Hvordan har vi lært at lave mad og holde hus? For det kan vel ikke bare ligge i ens gener, at man kan finde ud af det, når tid er?

Min Mormor var på husholdningsskole, da hun var helt ung. Skolen lå i Vordingborg, så hun var langt hjemmefra (billedet viser Marie på Husholdningsskole anno ca. 1920). Jeg har desværre ikke så mange historier om dette ophold, men husholdnig dengang var jo ikke kun madlavning, men dette at føre hus. I en scene i Matador fortæller forstanderinden på den husholdningsskole, hvor Regitze formodes at gå, at pigerne lærer at pibe kraver for det tilfælde, at de skulle blive gift med en præst. Det har jeg nu aldrig hørt om, at min Mormor skulle have lært, men måske der også har været forskel på "fornemheden" på skolerne? Min Mormor styrede madlavning og øvrig husholdning med dygtig hånd, henkogning, syltning, storvask, hovedrengøring plus de almindelige daglige gøremål. Da hun blev ældre, skete det, at min Mor og Moster kritiserede hende vældigt, bla for ikke at anrette maden fint nok, "og hun har endda været på husholdningsskole" kunne de finde på at sige. Jeg synes nu ikke, der var noget at udsætte på hendes madlavning, vi elskede hendes frikadeller (det var hende, der begyndte at komme havregryn i), franskbrød, hjemmelavede leverpostej, stegte torskerumper, syltede og stegte ål (det var hende, der dampede de stegte ål i eddike lige inden serveringen). Hendes udfoldelser blev efterhånden noget begrænsede af min Morfars mavesygdom, der var så mange ting han ikke kunne tåle, og så lavede hun dem selvfølgelig ikke. DA hun  startede som husmoder i 20'erne, var der ingen hjælpemidler som vi kender dem. Vandet til køkkenet blev hentet ved vandposten ude i gården både sommer og vinter (svært om vinteren fordi pumpen kunne fryse til) og maden blev lavet i en jernkomfur hvor de fyrede meStorvasken blev kogt på gryekedlen i vaskehuset. Og disse tre ting foregik stadigvæk i min tidligste barndom i 50'erne, jeg kan huske alle tre ting!

Min Mor har velsagtens lært en del hjemme i min Mormors køkken, men da hun var færdig med 7. klasse og var blevet konfirmeret, kom hun i huset, hvor hun så lærte husholdning. Hun var bla i huset hos en dyrlæge på Fejø, og fruen der lærte min Mor meget. Min Mor blev bedt om at finde en opskrift i kogebogen, som hun kunne tænke sig at lave til familiens aftensmad, og så lærte fru Vinding hende det, der skulle til at lave retten. Det var en god skole, sagde min Mor altid. Da min Mor fik sin egen husholdning, var hun således godt rustet til det, der krævedes af en husmor i 50'erne. Og så var der rindende vand i kløkkenet og bygas til amdlavningen. Min Mor havde jo ikke været på husholdningsskol, men i stedet på Sy- og Tilskærerskolen i Nykøbing, hvor hun altså lærte håndarbejde (i øvrigt sammen med min Moster). Men min Mor var en dygtig husmoder. Da vi børn var små, gik hun ikke på arbejde, kun lidt afløsning indimellem, men det krævede også sit at holde hus i en tid, hvor der ikke fandtes alle de køkkengadgets, som vi har i dag. Og der skulle syltes og henkoges og laves grød og bages osv. Og selvfølgelig holdes have, hvor mange af råvarerne til køkkenet blev produceret. I det kvarter i Nykøbing, hvor mine forældre boede, fandtes alle mulige forretninger i kort gåafstand, 3 slagtere, 3 bagere, 2 købmænd, grønthandler, fiskehandler og på Torvet i cykelafstand kunne man hver lørdag købe friskevarer fra landet. Så min Mor kunne nemt skaffe det, hun ikke selv producerede eller hentede på Fejø (frugt  i alle afskygninger, som både skulle spises som det var, men også syltes og henkoges, så man havde til vinteren).

Men min Mor lærte faktisk også madlavning, idet hun gik på aftenskole sammen med en af min fars arbejdskammeraters kone. Denne dame var kogekone, og en gang imellem hjalp min Mor hende, når hun var ude at koge, så serverede min Mor, men hun lærte altså også meget af at gå sammen med hende. Og min Morhavde  lyst til at eksperimentere lidt med maden. Så måtte vi holde for derhjemme,men, men, min far var meget konservativ, foretrak en hakkebøf med bløde løg og sovs, så det var ikke altid at det faldt i god jord, alt det nye mad.

Jeg har ikke lært madlavning, min Mor forsøgte ellers bravt at få mig interesseret, men al det oprør vi voksede op med gik altså i nogen grad ud over min oplæring i husholdningen. Jeg syntes altid, at jeg fik sure tjanser i køkkenet, og det gad jeg ikke. Men hold da op, hvor har jeg brugt min Mor meget senere, da jeg selv fik en familie at sørge for, men alle de små fif, som man lærer ved at gå sammen med sin Mor, dem manglede jeg. Jeg havde dog timer i skolekøkkenet, hvor jeg bedst kan huske, at vi skulle vride karkluden på en bestmt måde, og hvor jeg troede, at bare jeg valgte brødsuppe i stedet for øllebrød, så gled det nok ned - det gjorde det ikke! Nå, ok vi lærte selvfølgelig mange ting, som var nyttige, og som jeg sikkert bare har lagret i baghovedet.

Her i huset har børnene fået lov at gå med i køkkenet, hvis de havde lyst. Jeg kan huske, at vi tegnede opskrifter til dem, inden de selv kunne læse, så de kunne røre en kage sammen fx. De er alle tre gode til at lave mad, og endnu kan jeg da give lidt råd indimellem, men de kan godt selv. Og jeg tror, at de to med børn er gode til at drage de små ind i de forskellige opgaver i huset.