Mormorhistorier

13-12-2016

Der er gode kræfter på Fejø, der samler historier og ikke mindst billeder fra "Gammeltid" på øen (udtrykket stammer fra den bog, som Hummelmose udgav i sin tid med netop historier fra gamle dage). Et af de opslag, der kommer nu, ledtemig ind til denne side på arkiv.dk.

Det er min Morfar, Morten Hansen, der poserer på deres havegang, han vender op mod huset og i baggrunden ses bådebyggeriet OG den VW-boble, som der nævnes i teksten (kh tror det er en af min Mosters biler). 

20-11-2016

I vores familie har postmanden altid været forbundet med glæde og forventning. Han kom med gode breve og enakker. Da jeg var barn, havde mine forældre ikke telefon, så kommunikationen med min Mormor og Morfar på Fejø var pr. brev. det er nu ikke helt rigtigt, for min Mor kunne ogsåp cykle ned til Runddelens kiosk og derfra ringe til Fejø. Men den anden kunne det ikke lade sig gøre. Så vi fik af og til brev fra Fejø eller en pakke! pOg det blev altid modtaget med stor glæde, for foruden hvad der nu var af praktisk indhold i pakken, så havde min Mormor altid sendt min Morfar hen til købmand Nielsen efter et kræmmerhus bolsjer, så lå og ventede på sliksultne unger inde i pakken. Men breve var også ve3lkomne og de gik også den anden vej. Så snart jeg kunne skrive selv, sendte jeg breve af sted til min Mormor og Morfar. De breve vi fik fra Fejø skulle vi passe meget på, eller rettere frimærkerne. Min Morfar var jo ivrig frimærkesamler, og som oftest sad der et eller flere mærker på brevene, som han på den måde kunne få stemplet.

Vores postmand levede med ivores familie, han skulle jo helt ind til hoveddøren med post, og kunne tit slå en sludder af med hvem der nu var i huset. Da jeg var barn, var der hjemmegående husmødre og børn i næsten alle husene på vores lille vej. Hvis det var et særligt brev, ville postmanden da også gerne vide, hvad der var i brevet. Jeg oplevede det selv, dengang min veninde og jeg trippede rundtog ventede på posten, fordi han den dag skulle have svar med fra gymnasiet, om hvorvidt jeg var optaget. Hun havde fået besked, men jeg manglede. Og da posten kom med brevet, fulgte han medhelt ind i køkkenet, for at se om jeg nu var heldig. Kald det overdreven nysgerrighed, men man kunne også kalde det interesse for de mennesker, han dagligt servicerede på sin rute. 2. juledag, som var en af den slagsdage, hvor morgenmaden gik over i formiddagskaffen for til sidst at blive til frokost, ja, da fik vi også post. Vel sagtens et forsinket julekort eller lignende. Den dag blev posten inviteret ind til kaffe og boller. Det var en helt speciel følelse atfå ham så langt ind i huset. det må have været en lang rute den dag, hvis alle har skullet forkæle ham lidt. En skik som vi har videreført, men på en lidt anden måde, idet vi hvert år en af desidte dage op mod jul hænger et godt stykke chokolade ud til posten med ønsket om en glædelig jul (som vi i øvrigt gør til alle bude, der kommer op til huset(.

Som helt unge oplevede vi også den gode, personlige postmand. Oppe i Kappel kørte den samme postmand hver dag, og han kendte os godt. Han havde som formand for det lokale skolenævn været med til at ansætte os nogleår forinden, og vi havde fået et godt forhold til familien.Som postmand levede han fuldt med i hvad der skete i lokalområdet, vidste alt om alleog bragte nyheder videre.

 

04-11-2016

I en artikel i et boligtillæg i Poitiken står der at læse om "udtræksskærebrættet". Det hørte med til køkkenet i 20'erne og 30'erne. Ådalen et udtræksbræt var der også i vores køkken, da jeg var barn. Meeen selvom der nok blev skåret brød i vores køkken, foregik det enten på brødmaskinen, en guillotineagtig sag, som så let som ingenting skår fine skiver af de store rugbrød eller sigtebrød eller på et skærebræt placeret PÅ selve køkkenbordet. Men udtrækspladen, som min Far altså havde forsynet vores køkken med, det var nemlig ham, der lavede køkkenet, da mine forældre købte huset i -47, blev brugt til et ganske andet formål. Det var da vores spiseplads i køkkenet! Der var spisebordet i stuen, men der sad vi kun og spiste, når der var gæster. Den ret store plade var placeret over et "element" med skuffer og ca. midt på køkkenbordet. Der sad først min Far og Mor, senere også os to børn og spiste til aften. Fire tallekener og fire sæt albuer omkring pladen. Vi kendte ikke så meget andet, så det var vores måde at spise på. Senere da "spisekammeret" (som egentlig bare var et højt skab i køkkenet (og her stod brødmaskinen) blev revet ned og vi fik gaskomfur der, blev selve gasbordet erstattet af en spiseplads, som min Far også "skræddersyede" med en lille enmandsbænk på den ene side og så ellers tre taburetter som resten af siddepladserne omkring bordet. Der var ikke plads til så mange flere end os selv, så når min Mormor og Morfar kom rejendele og skulle spise med, satte min Mormor sig som regel hen ved udtrækspladen - som hurtigt fik betegnelsen "Mormorpladen"!

Da vi flyttede til huset på Ydø, var der også en udtrækspladen, men vi har vist aldrig brugt den. Det var jo ældre mennesker, der havd fået lavet det gamle køkken, og i deres køkkenforestillinger har der sikkert hørt en sådan plade til. Men vittighederne har været mange om denne Mormorpladen, og det blev også foreslået til det nye køkken, som vi selv indrettede for nogle år siden. 

Jeg har et billede af pladen fra køkkenet i Nykøbing, for da vi tømte huset efter min Mors død, stod det jo næsten, som da det blev lavet i sin tid. Et sådant håndværkerkøkken var nær,est uopslideligt. 

13-09-2016

Min Farfar boede i et lille sammenbygget hus på Østerbro i Nykøbing. Selvom den underste etage knap var stor nok til en familie, var 1. salen lejet ud. Haven var tilsvarende lille som resten af huset, men ikke desto mindre fik min Farfar altid meget ud af den lille stump have. Der var sågar en lille, bitte græsplæne øverst oppe mod huset, lige bag ved udhuset. Og på græsplænen stod en lille flagstang, den blev brugt flittigt. Bag græsset stod så min Farfars blomster, som var sommerasters. Et pænt, stort bed med disse dejlige, farverige blomster. Han havde tit en buket med ud til os, når han kom cyklende, eller også fik vi en buket med hjem, når vi havde været ude hos dem på cykel. Jeg holder meget af disse blomster, vil gerne selv have dem i haven og elsker at sætte større eller mindre buketter af dem ind i stuerne. Det er sådan nogle kønne farver, der alle passer til hinanden, lidt ligesom Lathyrusfarverne. Og så minder de mig altid om min Farfars blomster. 

09-08-2016

Det er en stor dag i dag, jeg har lavet den første lille portion hindbærmarmelade af hindbær, som jeg lige har været ude at høste i vores nyanlagte bed.

Og min Mor har været med hele vejen.

Hun havde nemlig et pænt stort hindbærbed nederst i haven helt fra vi var små, så måske det allerede har været der, da de købte huset? I hvert fald høstede min Mor hvert år mange hindbær fra stykket. Og de blev kogt til hindbærmarmelade inde i køkkenet. Disse barndomsskildringer er jo fra før vi fik dybfryser, så man kunne gemme fx hindbær i fryseren og bare koge en lille smule, når man havde lyst. Nej, hele høsten skulle bruges, der skulle koges og fyldes på glas og gemmes væk til hele vinteren. Akkurat ligesom min Mor også henkogte osv Jeg arvede hurtigt min Mors smag for hindbær, og når hun kogte marmelade (eller ofte havde det nærmest konsistens af syltetøj med fine store bær i), ja, så var jeg med påsidelinjen. Men det var nu ikke den nykogte marmelade, der blev til smagsprøver, men derimod det skum, som min Mor skummede af marmeladen, inden den var færdig. Og uhm, hvor det smagte, sød og lækkert hindbæragtigt. Men det var ikke tilladt bare at hå ned bag i haven og forsyne sig fra buskene, det skulle styres, så der blev vinterforråd nok. Meen jeg kan da godt huske, at jeg nogen gange var på hindbærren... Også som voksen skulle jeg gerne en lille tur ned i haven, af samme grund.  Selv på sine ældre dage blev min Mor ved med at forsyne os med hindbærmarmelade. De havde et "pulterrum" ovenpå, hvor alle glassene med gemmesager blev sat hen. Og der kunne vi så forsyne os, når vi var hos dem. Blot der var så meget til dem, at der kunne laves en lagkage og smøres et stykke franskbrød med hindbærmarmelade i ny og næ. Min Far var ikke så vild med hindbær, der var sten i ( og når man var fra de årgange, hvor man havde fået gebis forholdsvist tidligt, så kunne det være en kamp at klare alle hindbærstenene). 

Men altså i dag dufter mit køkken også af nykogt hindbærmarmelade,