Mormorhistorier

22-02-2018

Havnen for min Far og Mor i deres voksenliv i Nykøbing var bådehavnen med Vikingebroen. Her lå nemlig deres sejlbåd, i deres helt unge dage Rosalil, som min Far selv havde bygget som ung mand med god hjælp fra min Farfar, og senere familieskibet Simona, som dannede rammen om vores somre hele min og min Brors barndom og helt til skibet blev solgt efter min Fars død. Når mine forældre skulle på havnen, cyklede de. Det tog vel en 10 minutters tid, og hvis der var gods med enten ned til båden eller hjem derfra havde min Far en lille trailer, hjemmelavet med et par cykelhjul på siderne, og her læssede han alt på, selv de store hynder til køjerne kunne fragtes frem og tilbage på denne måde. 

Men tilbage til havnen. Her lå sejlbådene og enkelte motorbåde side om side ud af bådebroen. Og her udspiledes det fællesskab, som denne sejlertilværelse gav. Ud af broen var der fordelt bænke, hvor man kunne tage en snak med de andre på broen. Dengang vi var børn brugte folk deres både til weekendture, selv dengang da lørdag var arbejdsdag om man først kunne komme af sted over middag. Af sted skulle man, en tur til Guldborg (dårligt vejr) eller Fejø eller Femø eller Nysted eller Gedser. Og når man så kom hjem søndag hen under aften, gik snakken igen mellem de sejlerne. Havnen var også rammen om fester og andre arrangementer, fordi der var bygget et klubhus, som sejlerne havde adgang til. Det fungerede det meste af året, men om vinteren blev fx foredrag flyttet til GP-pavillonen inde i bunden af havnen, som var mere "husagtigt". 

 Om foråret inden bådene kom i vandet, var havnen også samlingsplads for skolerne, idet alle både var sat på land ved bådebyggeriet. Og når solen begyndte at blive lidt lun, så skulle bådene gøres i stand, pressingerne tages af og så skulle der renses og slibes og lakeres og males. Og snakkes med de andre sejlere. 

At turene til havnen betød meget for min Far, har vi et godt bevis på, idet han selv da han var for syg i lungerne til at komme ud at sejle, fik en elektrisk knallert,, så kunne han stadig køre en tur på havnen og få sig en snak med hvem der nu havde tid den dag. 

22-02-2018

Min Mormor og Morfar, Marie og Morten, boede hele deres voksenliv ved havnen på Fejø, det man i dag kalder Dybvig. Det hed den også dengang, men det brugte de ikke så meget.

Der var ligesom tre områder, de kunne befinde sig på, i huset, som var stuehuset og udhuset med værksted, vaskehus og frugt/honningrum, så kunne de være nede i haven, som var frugthaven der dækkede hele området bag ved deres hus, og så kunne de endelig være på havnen. Der var kun få sktidts gang fra deres havemur til de stod ved kajen ude på havnen. Og de kom begge to tit på havnen. Min Morfar har aldrig haft en båd eller et skib, jo, han havde en stor pram, som han satte garn fra. Ude på havnen var der selskab, der var altid nogen at snakke med, de andre havneboere eller fiskerne eller skipperne på de større fragtbåde. Eller de skulle ud til færgen, som altid samlede mennesker, selvom de ikke nødvendigvis skulle ud at rejse eller måske bare skulle hente nogen eller sende nogen af sted. Sådan er det i alle havne, hvor der går færge fra. Og så var der sladderbænker ovre på den fjerne side af havnen. Den var samlingssted for mange øboere, specielt om aftenen. Der havde min Morfar sin faste plads, der blev fortalt historier, og der blev lavet vejrudsigter for næste dag, alene ved at de iagttog solnedgangen, skyerne, vinden osv.. Min Mormor kom der også en gang imellem, men det var min Morfars sted. Når vi havde besøgt mine bedsteforældre i vores sejlbåd, fulgte min Mormor os altid af sted på den måde, at hun blev stående ude på den yderste mole på havnen og kiggede efter os, så længe hun kunne se os. Og så var hun jo også parat, hvis nogen kom forbi til en snak. Også førhen, da "damperen" lagde til samme sted, stod hun der troligt, når jeg fx kom på ferie og igen, når jeg skulle af sted, vinkede, men også bare fulgte færgen med øjnene på vej ud af sejlløbet. 

Havnen betød meget for dem, var virkelig en del af deres måde at leve på, også selvom de altså ikke havde noget skiv. 

19-02-2018

Hvilken del af en by eller en ø betyder mest? I vores familier er der ingen tvivl, heller ikke i vores generation, det må så afgjort være havnen. Og havnefronten som alt det, der enden byen eller øen ud mod havet, der hvor man starter sin rejse fra eller der hvor man ankommer til - eller bare der hvor man opholder sig og drømmer store drømme...

Når vi er på ferie eller bare på en udflugt, er det meget vigtigt for os at komme ned til havnene. Vi har besøgt utallige af slagsen rundt om i Europa, gået ture langs kajen eller bare nydt udsigten over en bådehavn eller den hektiske stemning ved et færgeleje. Ikke så mærkeligt, vi er jo begge forsynet med dette gen fra de gamle, både mine bedster og mine forældre, og selv om Ts forældre og bedster ,æske ikke opholdt sig så meget på havnene, så betød de alligevel for øsamfundet. 

Museet for søfart i Helsingør udgiver i denne uge deres årbog med titlen Havnen - hvorfra verden begynder og ender". Den må vi have fat i og læse i. Og se om ikke vi kan genkende meget af det fra vores historier. 

 

08-02-2018

Det gode skib, Marie. 

Eller bare Det gode skib. For det havde vist ikke noget navn. Men det var efter al sandsynlighed kommet til at hedde Marie, hvis drengen havde givet sit skib et navn, for det var det, hans Mor hed. Og drengen var min og min Brors Morfar, der som dreng fik dette skib for over 100 år siden. På billedet ses den ældre Morfar i færd med at klargøre skibet til sit barnebarn, men oprindelig var det Mortens Far, Laurits, som byggede skibet til drengen Morten. Og han legede med sit skib nede ved stranden ved Sletterne på Fejø, der hvor han boede med sin Far og Mor og sine søskende. Og mon ikke han har tænkt store tanker der ved stranden,hvor man kan se Femø lige over på den anden side, men hvis man kigger mod nord eller syd, kan man se langt. Og mod syd kan man tydeligt se jordens runde krumning ud over havet. Jeg tror, det skib har båret ham langt omkring. Men han blev nu på Fejø resten af livet, og skibet blev sat på loftet i det hus, hvor han boede som voksen med sin Marie og sine piger. Og på et tidspunkt har nogen været på jagt efter noget spændende på udhusloftet og er stødt på skibet, eller det der var tilbage af det. Men Morten fik sit skib frem, fik restaureret det, og ved hjælp af hans fætter, bådebyggeren, fik de rekonstrueret riggen, og Marie syede nye sejl til skibet. Og så fik Mortens barnebarn skibet! Og det er hans fortjeneste, at det stadig eksisterer. Det stod i mange år på reposen hjemme hos os, og så flyttede det selvfølgelig ud hos min Bror, og nu er historien blevet fortalt endnu en gang på facebook, hvor også andre modelskibe fra Fejø har fået deres fortælling. 

20-01-2018

Dette er min barndoms land på Fejø. I centrum af billedet ses min Mormor og Morfars hus, til venstre herfor Knud Johansens hus, til højre i billedet boede Peter Madsen (mener jeg han hed) og så Emanuel Mortensens bådebyggeri i forgrunden. 

Jeg har beskrevet min Mormors hus andre steder, men her kan man rigtig se den fine forhave, så sirlig og ordentlig, den var min Mormors domæne og hendes stolthed. Hun elskede roser og samlede efterhånden et lille udvalg af forskellige roser, dog var hun mest glad for gule roser. Oppe foran "forstuen" havde hun et trekantet bed med morgenfruer, som såede sig selv hvert år. Og langs trappestenen op til haven voksede lavendler. Det kan jeg nu ikke se på billedet. Dette billede viser også hele den flotte, høje flagstang, som min Morfar passede med en embedsmands pligtfølelse. Der skulle flages på flagdage, og det skulle gøres efter forskrifterne. Det er der, vi har lært respekt for flag. Foran huset kan man se den mur, der er for haven. Den var jo nødvendig, fordi der af og til kunne stå vand helt op på vejen. Det var måske ikke så kønt, men et nødvendigt onde. Det blev der ikke sat spørgsmålstegn ved. 

En anden sjov ting, der kan læses ud af billedet, er frugthaverne bag ved husene. Alle husene havde frugthaver, større eller mindre, men de var nærmest vokset sammen i en lang have. Som barn fik man besked på kun at være i vores egen have, men det mere end svært at se, hvornår den ene holdt op og naboens startede. Altså ingen hegn eller lignende. Men der var alligevel visse pejlemærker at gå efter. Hvis vi gik mod øst, langs med Peter Madsens baghus og gårdsplads , kom vi først til et brændeskur, hvor mon Morfar samlede risbrænde til optænding, de kviste som blev klippet af æbletræerne, når de blev beskåret. Så HIK de ikke til spilde. Længere henne stod et gammel røgeri, hvor de havde røget flæsk og skinker til folk. Det var ikke i brug mere, men nu nærmede vi os en anden nabo. Nede i bunden af haven, altså mod nord, lå i den ene side et gammel, forfaldent hønsehus, dertil ca. gik grunden, og i den anden side markerede et rabarberbed, at her kunne man dreje om hjørnet og ind i Oles have, naboen ud mod havnen. Vi legede også lige godt i alle haverne, der var jo børn i alle husene, så det faldt naturligt. 

Og naboerne kom man også nemt til, Johansen ved siden af og mine bedsteforældre havde en lille smutvej ved baghuset, så stod man direkte på naboens gårdsplads, ikke noget med at skulle ud på vejen og hen til deres indgang. Og en anden nabo på den anden side gik vi også altid gennem haverne, nemt for børnene og de voksne, men igen lidt svært at se, hvor grænsen mellem grundene gik. 

Og se er der bådebyggeriet! Fotoet er fra 1958, og da må det have været Emanuel Mortensens bådebyggeri. Senere kom både Einar og Edwin og Einars søn Henrik med. 

Men bådebyggeriet fyldte selvfølgelig meget, man kan se, at det fyldte vinduernes udsigt, vi kiggede lige ned i al deres træ, deres store sav, som larmede når de savede planker af de store træstammer, og i øvrigt fulgte man jo med i deres nybygninger og reparationer. Emanuel og min Morfar var fætre, så de to familier var også forbundne til hinanden. 

 

Billedet er fra Det kongelige Bibliotek, Danmark set fra luften, 1958