05-02-2019

På vores vej

 er det mændene, der går på arbejde. Min mor har sommetider en dag eller to henne i Kolonialbørsen, og så bliver jeg passet enten af Kirstens mor eller hendes farmor. Men ellers er mødrene hjemme hele dagen. Derfor er det også vores mødre, som mest bestemmer, hvad vi må og ikke må. Og de siger det til os: ” Spis pænt!” - ”Sid ordentligt” - ”Lad være med at snakke med mad i munden” og alt sådan noget. De mener det, men de bliver ikke særligt sure, hvis vi alligevel ikke gør, som de siger. Men der er en ting, som er meget vigtigt for vores mødre. Og det er ude i haven, hvor der ligger æbler under træerne og bare venter på, at vi samler dem op og spiser dem. MEN DET MÅ MAN IKKE! Det er så farligt, siger min mor. For hun ved, at ude på Hammerlodden bor en pige, der hedder Mona, og hun har fået børnelammelse, og det er en farlig sygdom, som man kan dø af. Og det er æblerne på jorden, der kan smitte os med sygdommen, siger de voksne.