21-02-2019

Min mor er ellers dygtig

 til at lave mad. Det siger min far, og det synes jeg også. Når vi spiser aftensmad, får vi altid 2 retter. Vi får formad, inden vi skal have kød og kartofler. Så får vi måske glosuppe – det er en mælkesuppe med små øjne i, nej, det er selvfølgelig ikke rigtige øjne, men nogle små, kogte gryn som svømmer rundt i suppen og ligner små øjne. Eller vi får fløjlsgrød med kanelsukker på. Det er ligeså blødt som min mors fløjlsnederdel, man får helt lyst til at røre ved det. Eller sødsuppe, som nærmest er varmt saftevand med æblestykker og syltede blommer i. Det smager godt. Derimod er jeg slet ikke sulten, når vi får vandgrød. De voksne siger, at jeg er kræsen, men det synes jeg nu ikke, der er bare noget, jeg ikke har lyst til at spise! Jeg kan jo sagtens spise både kogt torsk og stegt lever, det er der jo nogle andre børn, der ikke kan lide, så jeg er ikke kræsen! Kun juleaften er det ikke så godt med det der andesteg, som jeg ikke kan spise, men min mor er sød, hun har lavet flæskesteg til mig, så behøver jeg ikke sidde og være kræsen.