27-02-2019

Min mor ved alt

Jeg kan bare spørge hende, hvis der er noget, jeg ikke lige kan forstå. Jeg spørger hende, hvordan det både kan regne og være solskin på samme tid? Og så forklarer hun, at regnen kommer fra skyen, og solen fra solen, derfor! Og så kommer der en regnbue på himlen. Den er jeg meget optaget af, alle de farver, der bare kommer helt af sig selv. Jeg er nemlig meget glad for farver. Og en gang imellem får jeg en æske farvekridt. Filia farvekridt står der på æsken, og i den ligger der de fine farvekridt med fantastiske navne som olivengrøn og turkis og rosa og violet og marineblå! Jeg elsker de fine farver, og jeg elsker at lave flotte tegninger, som jeg farver med de fine farver. Jeg kan i det hele taget godt lide at lege med mig selv, så jeg behøver ikke at have en legekammerat hele tiden. Det er måske meget godt, for selvom Kirsten og jeg er gode venner den meste tid, så kan vi altså godt blive gale på hinanden. Og så er det jo ikke nemt at lege sammen.