01-03-2019

En aften er vi alle sammen bange

der er nemlig kommet en stor flok drenge ude fra Hammerlodden på deres cykler og knallerter. De har ligesom erobret hele legepladsen, lukket lågerne og lavet veje derinde, og så kører de race på knallerterne. Det ødelægger jo jorden, siger de voksne og ser meget bekymrede ud. Men ingen af dem bryder sig om at gå over og jage drengene væk. De er også lidt barske, de der drenge, store og frække. Men jeg følger efter min far, som går ovenpå og taler med vores lejefolk, de har nemlig telefon. Og de voksne bliver enige om at ringe til politiet, for de store, frække knægte skal altså ikke ødelægge det for alle de mindre børn, der leger her til hverdag. Og så kommer der en betjent forbi og jager drengene og deres knallerter hjem igen. De voksne rydder op på legepladsen, river og ordner, og næste dag kan vi lege igen, som vi plejer.