07-03-2019

2

 Kirsten bor i nr. 7, og ved siden af i nr. 9 bor Jane. Og ovre på den anden side af vejen bor jeg i nr. 14. Vi kan bare lige gå ud på vejen, hvis vi gerne vil lege med de andre børn. Og det gør vi tit.

Så leger vi inde på legepladsen i sandkassen. Det er en stor legeplads med en stor sandkasse og karrusel og gynger og vippe og klatrestativ og kolbøttestang. Men vi kan alle sammen godt lide at lege i sandkassen. Det bedste er, når der lige er skiftet sand, og sandkassen er blevet fyldt med nyt, frisk strandsand. Det dufter ligesom der gør ved stranden, og vi kan finde masser af små muslingeskaller i sandet.

Så har vi graveskeer og spande med, og så graver vi al sandet væk, til vi når ned til bunden, og af sandet bygger vi vægge og sofaer og stole, så vi får et helt dukkehus, bare til børn. Det er en sjov leg.

Men om aftenen skal vi hjem og spise, og næste dag kan det hele være væk igen, for måske kommer der nogen af de store børn om aftenen og ødelægger vores sanddukkehuse.

En dag er jeg alene ude på vejen. Jeg har lige været til dans, så jeg er ikke sammen med nogen af de andre piger.

Ovre på legepladsen leger nogle af de lidt større drenge omme fra Stubbekøbingvej i sandkassen, og de kalder på mig.

Kom, Marianne, kom og leg med os!”

De har bygget et fint tårn, som de nu vil hoppe ned i. Og jeg må gerne hoppe først. ”En, to, tre!” Og jeg hopper, og jeg forsvinder ned i et stort hul fyldt med grene. Og imens griner de store drenge helt vildt af mig, de har lavet en fælde, og de har fået mig til at hoppe i den. Så lusker jeg flov og ked af det over vejen og ind til min mor. Aldrig mere lege med de store drenge...