18-01-2018

Jul

Pigerne og deres Mormor. Det centrale i dette billede! Og jul for pigerne og deres lillebror og deres Far og Mor betød også Mormor og Morfar og Morbror Søren! Og jul i vores eget hjem. Først da børnene blev voksne og skulle holde jul med kærester og ægtefæller, begyndte de at holde jul andre steder end i deres barndomshjem. 

Billedet er vel egentlig mislykket? Noget med en blitz, der ikke blev udløst, men det understreger jo bare den gode, varme stemning. Det må være det første år, hvor pigernes Lillebror er med, dvs de to er knap 2 og godt 6 år gamle. Vi sidder ved bordet, og man kan se isassietterne med skeer, så jeg vil gætte på, at den pakke Mormor er ved at pakke ud er en mandelgave! Og hun har to meget interesserede hjælpere ved sin side, specielt er Lillesøster nærmest ved at kravle op på bordet for at få det hele med. Det er sikkert et hjemmelavet marcipanbrød eller lignende. Det hele foregår i huset i Vesternæs, endnu er vi ikke begyndt at kigge efter Ydø, men det er jo også lykkedes at rykke tre børnesenge ind i krogene ovenpå. 

Detaljerne på bordet viser vores "fine" glas, jo, jo, krystal og alt muligt. Dem havde vi fået i gave af min Mormor og Morfar sammen med tallerkener til vores bryllup. Men de kunne ikke tåle mosten i opvaskeren og fik alt for tidligt glaspest, så de er for længst væk. Dog har vi stadig et par af de små vinglas, som vores små børnebørn får på bordet, når der er fest, så de kan være med til at skåle rigtigt. 

Lysene midt på bordet står i en syvarmet lysestage af messing, som jeg fik i julegave af min Mormor, da jeg stadig boede hjemme. Men der skulle bruges nogle specielle tynde lys kaldet blomsterlys, som var svære at finde, så den kom ind i et skab.

Billedet er ikke så tydeligt, men sørme om ikke pigernes juletøj er hjemmesyet, i hvert fald "bukserne".