18-01-2018

Ferieoplevelser

Flere af billederne fra opslagstavlen er feriebilleder. Vi havde jo også en travl hverdag ligesom de moderne børnefamilier, så vi nød ferierne. Og ja, selvfølgelig havde vi flere ferier og tidligere fri end andre, bla fordi vi kunne lægge en del af vores arbejde om aftenen, når der var ro i huset eller fx om søndagen. Men de lange ferier blev jo brugt som andre gjorde det. Ingen charterferier, køretur med den gamle Lada til Jylland, overnatning i telt eller på campingplads.

Dette billede er fra en ferie i Jylland, hvor vi er på besøg på Hjerl Hede, dette flotte frilandsmuseum, hvor man går rundt på de kæmpearealer, hvor husene er placeret. Vi har stadig kun Lillepigen, så hun har vores fulde opmærksomhed. På et tidspunkt får vi øje på en brødkusk, sådan en gammel en med hest for vognen. Og vi er ikke de eneste, som det fremgår af billedet. Folk sværmer om den åbne låge i vognen, vil købe boller og brød og hvad brødkusken nu har i sin vogn. Men Lillepigen har nu et helt andet fokus, hesten for vognen, og hun får lov til at klappe hesten, som tålmodigt lader sig bruge. Og Mor får sit billede, lidt skævt men så fik jeg jo hele historien med de sultne kunder bagved med.