Skifterammen

21-01-2018
21-01-2018

Med alle de mange ferier vi har været på med børnene, kan det nogen gange være svært, meget svært at skille dem fra hinanden. Men denne ferie var meget speciel og derfor husket bedre...

Vi havde haft et strengt efterår med en telefon, det ringede på alle tider SF døgnet og som regel med ophidselse og bekymringer til følge. Vi skulle bare af sted hjemmefra i efterårsferie, hvor vi alle havde fri. Så vi lejede et sommerhus helt yderst på klinten mod Vesterhavet lidt syd for Hirtshals. Og som det ses på billedet var det rigtigt efterårsvejr med regn og blæst og koldt var det også. Hjørnet af huset ud mod havet var isnende koldt, men vi klarede det! Vi havde sådan en god ferie, nød at ingen kunne komme i kontakt med os (det var jo før mobiltelefonerne), og at vi fik lavet de bedste udflugter. Her er vi på Skagen, godt udstyret med regntøj og støvler, men vi var også på kunstmuseum i Ålborg. På det andet billede er vi nede på stranden foran huset, der er ikke andre end os, men vi kunne sagtens nyde det barske vejr. Kørte ind på havnen i Hirtshals og købte røgede makreller og spiste god mad i huset sammen alle fem. 

21-01-2018

Petra på besøg fra Tjekkiet, men jeg kan ikke huske om det er i forbindelse med, at hele familien var her eller det var dengang Petra og en veninde var på besøg. Men i hvert fald er vi på besøg i Nykøbing hos børnenes Mormor og Morfar, som da også skulle hilse på Petra. De havde jo fulgt med hele vejen fra Petras Mor og jeg blev pennevenner engang i 60erne, og nu er det så de unge, der har kontakt med hinanden. Jeg tror det er et billede, som Morbror Søren har taget, kvaliteten taget i betragtning. 

21-01-2018

Sommer, men ikke på Ydø. Jeg tror faktisk begge billeder er fra Fyn. Det med alle tre børn på har Anette taget, måske dem begge to? Man kan så mene hvad man vil om opstillede billeder, men de er nu også sjove at have, 3 søskende som er udstyret med hver deres lille buket strandblomster og  som sidder pænt og lader sig fotografere. Så stille var de tre nu ikke altid! Mindstemanden i de seje badebukser er ikke nogen vandhund, men udstyret er i hvert fald i orden. De badebukser forsvandt en gang på Fejø, hvor vi havde badet omme ved Glaciet og hængt drengens bukser til tørre hen over nogle siv - og glemte dem, da vi kørte. Jeg ledte efter dem, hver gang vi kom derover, og jeg går aldrig ned ad skrænten deromme uden at skæve efter de fine badebukser...

Der er lidt hjemmelavet tøj, mellembarnet har en hjemmestrikket bluse på.

20-01-2018

Her er der så kommet endnu et oldebarn til, nemlig min fætters yngste søn, Peder. Og Oldemor Marie prøver efter bedste evne at favne dem alle fem! Hvordan vores mindstemanden er lykkedes med at møve sig op på hendes skød, det ved jeg ikke, men han ser ud som om det passer ham fint! De besøger os i Vesterneæs, og jeg er sikkert på at det er en af juledagene (-84?). 

De to piger har hjemmestrikkede bluser på...