Decemberbreve 2017

21-12-2017

Vor sol er bleven kold

vi er i vintervold

og dunkle dage.

Men nu er nedgang endt

og håbet tændt.

ja, håbet tændt,

for nu er solen vendt,

nu kommer lyset og den lange dag tilbage.

Johs. V. 

Det er så smukt, og det må være dagens sang. Man skal høre den sunget eller synde den selv, måske man kan finde en Youtube-udgave? PS Det kan man sagtens! 

Og tænk her hvor jeg bor, er dagen faktisk ca. 40 længere, end den er i Nordjylland! (+43 min på Gedser Odde sammenlignet med Skagen). Om ikke så mange dage kan vi allerede føle det tiltagende lys om eftermiddagen, og det er det bedste, når lyset vender tilbage. 

.

20-12-2017

Gaver i stakkevis! Men nu mangler vist også kun en enkelt eller to, som lige skal hentes i pakkepostbutikken. Og alle pakkerne har jeg selv pakket ind, så ser det godt ud med fint papir og ens bånd på dem alle sammen (hvis så der er andre end mig selv, der lægger mærke til det!). Og i år er der også gaver, der er købt på nettet og bragt ud enten af posten eller nogle af de mange pakke-udbringnings-firmaer, der efterhånden er. MEN jeg har selvfølgelig også købt gaver i butikkerne i Nakskov. Hvis ikke vi husker det, ja så er vi jo selv med til at lukke butikker, ikke? 

Så håber vi bare, der er nogle glade "børn" til at modtage gaverne i løbet af juledagene, når vi ser dem alle sammen lidt på skift. 

19-12-2017

Karls nisse er færdig! Han var her jo på besøg i søndags, men da var nissen ikke færdig, så han måtte nøjes med at lege med de gamle nisser (som jo er fra hans Fars og hans søskendes tid). Nu er Karls nisse klar med pandehår og halstørklæde og huekvast og det hele. Og så kan den flytte ind hos Karl, når vi kommer op og fejrer juleaften sammen med ham og hans familie.

(Jeg kan godt høre protesterne: Havd? Sidder du og strikker om FORMIDDAGEN? Ja, i dag i hvert fald, når nissen var så tæt på at blive færdig, måtte jeg bare lige hygge mig med en kop kaffe og den lille sorthårede krøltop!)

17-12-2017

Jeg håber, I alle har haft en hyggelig tredje søndag i advent!

Her i huset har vi haft gæster igennem hele dagen sådan lidt ligesom i gamle dage, da vi rigtig solgte juletræer og inviterede på et lille glas og lidt snak efterfølgende.

Men de bedste gøster i dag har uden sammenligning været Karl og hans Far, som da lige kom til Lolland efter et juletræ (bl. a.). Og så har den ellers stået på hygge og snak hele dagen, indtil de dampede af igen her ved aftenstid.Karl har været en stor del af legerepertoiret igennem, og vi har også nået en tur til stranden, selvom det er noget vinterligt med blæst og højvande og en manglende bro. Der var sørme også både julesmåkager på bordet, mens vitændte adventskransen, og en lille pakke på julekalenderen ude i gangen. Dejligt med sådan en overraskelse!

16-12-2017

En juletur kan være mange ting, men et godt bud er en tur i Tivoli. Og det var præcis, hvad vi gjorde forleden, de to store piger og mindstepigen i barnevognen sammen med Mormor. Det var hundekoldt, der var sne overalt, noget af det faldt naturligt længere nordpå, andet stammede vist fra nogle sprayflasker. Men af og til imellem bygerne løjede det af, og solen kiggede fem. I hverft fald fik vi en god eftermiddag midt i al juleeventyret i Tivoli, og lidt senere, da mørket begyndte at falde på, også lysene. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af en tur i Tivoli! Og nu kan man jo besøge haven på snart sagt alle årstider. Næste periode der er åbent er i vinterferien...