03-12-2017

Advent

Glædelig 1. søndag i advent.

Der skal nok komme en adventskrans i løbet af dagen, men lige nu nøjes vi med kalenderlyset og den nye vægpynt i køkkenet. På Fejø forleden hentede jeg bunker af forskelligt grønt til diverse dekorationer, så det er bare om at komme i gang. 

Der kommer hvert år lidt ny julepynt, selvom jeg jo ikke mangler, men prøv lige at se på billedet! I kransen hænger en fredsdue i blyindfattet glas. Den har en helt speciel historie: Under krigen i Israel blev flere af Bethlehems kirker ødelagt i 2002. Mange mosaikvinduer var blevet slået i småstykker. De blev samlet sammen af en luthersk præst, som tog dem med til et nærliggende glasværksted, hvor palæstinensiske glaskunstnere lavede figurer af stumperne, engle, fredsduer og en lille krybbescene. Nogle af disse figurer har været til salg via Folkekirkens Nødhjælp, og en af dem er altså havnet på min væg. Og jeg er meget glad for den!