22-01-2018

Fritidsjob

Hvis børnebørnene skal tjene lidt lommepenge, gør de det ved at hjælpe til med huslige opgaver. Så får de et kryds, og de "summer op"! Men ingen af dem er endnu så store, at de kan have et egentlig fritidsjob. Somme tider har de også tjent en skilling hos Morfar ved at samle nedfaldsæbler op - på akkord! Og det blev alligevel til en pæn sum penge for dem. De sparer nemlig sammen! Det skifter lidt til hvad, men det er ikke bare til tilfældigt forbrug.

Jeg kan ikke mindes, at vi fik lommepenge som børn. Men vi har nok fået lidt en gang imellem, så der kunne slikkes henne på hjørnet. Man behøvede kun en 1-øre, så kunne man købe 1 Pinocchiokugle. Fritidsjob kom senere, men noget af det første, jeg tjente penge ved, var at køre ture med Jeppe, som var mine forældres venners dreng. Jeg hentede ham i barnevognen og underholdt ham et par timer og fik så en eller anden aftalt pris for det. Senere blev jeg forfremmet til egentlig barnepige, også til lillebroren, passede dem om aftenen, når de to voksne skulle et eller andet. De må have stolet meget på mig, jeg var ikke mere end 12, da jeg startede med Jeppe, og har vel så været 14-15, da jeg begyndte at passe dem om aftenen. Jeg passede også min skolelærers børn, men det var nu meget nemt, for jeg kom først, når de sov og skulle så bare lytte efter dem, til de voksne var hjemme igen. Denne tjans var vi nogle piger, som skiftedes til. Vores lærer havde nemlig udvalgt et lille korps af piger, som også "var ansat" i hans lille nebengeschæft. Han solgte kuglepenne og stiftblyanter, som vi sad og pakkede ude hos ham selv. Det var enormt hyggeligt og vi fik det godt betalt, jeg kan ikke huske hvad vi fik, men det kunne mærkes på lommepengene. Og her taler vi om 6. eller 7. klasse.

Så var der avisruterne, en ugeavis, som vist bare hed "Ugeavisen". Det gav også gode lommepenge, men var et slæb og skulle gøres uanset vejr og humør. Men sådan er det jo, når man påtager sig et job, så må man også passe det. 

Disse forskellige lommepenge gjorde, at jeg havde mulighed for at spare lidt sammen, og jeg kunne også købe nogle småting, som jeg ønskede mig. Men det gav også mulighed for at lære at føre regnskab med indtægter og udgifter. Det har ikke fulgt mig resten af livet, men dengang gik jeg enormt meget op i at skrive et ordentligt regnskab. Nogen må have lært mig det?

Sidenhen i gymnasiet og på seminariet kom flere fritids- og feriejobs til. Men det sjoveste var helt sikkert, at jeg var ansat på danseskolernes kontor, hos Alice Andersen. Jeg skulle bistå med de månedlige betalinger fra eleverne, det var jo altid kontanter, og jeg fik betaling for det, men hvad mere var, jeg gik gratis til dans. Det kunne ellers godt løbe op, når man som jeg danseðe flere gange om ugen. Og så var AA et utrolig sødt menneske at omgås. Hun talte til os store piger, som om vi var voksne, spurgte til os og gav os gode råd. Det var en god oplevelse at arbejde hos hende.