21-01-2018

Pennevenner

Da jeg var barn, havde vi pennevenner. Kontakt mellem børn (og voksne) foregik enten pr. brev eller via telefonen. Børn ringede ikke til hinanden, og vi havde i øvrigt slet ikke telefon. Men børn skrev breve, ikke til fætrene eller veninderne fra skolen, men til pennevennerne. Eller penneveninderne, for det var mest piger, der skrev, tror jeg. Den vigtigste penneveninde, jeg nogensinde har haft, er Milena. Man kunne via en spalte i Familie Journalen søge efter pennevenner, ønske et bestemt land og sprog. Og på et tidspunkt havde Milena altså set mit navn, og da de havde lært lidt engelsk (i al hemmelighed), ville de unge fra østlandene gerne i kontakt med fx danske unge. Unge og unge, vi var kun 15, men vi begyndte altså at skrive sammen om vores hverdag og familie, om vores skolegang og interesser. Vi fik engelsk i 6. klasse, så det var rigtig god træning med ordbog. Og i gymnasiet fik jeg et brev fra Milena, der nærmest var gennemvædet af tårer, da hun skrev om russernes invasion i Tjekkoslovakiet i -68! Levende historie! Senere blev vi uddannet, blev gift og fik børn, og vi har også besøgt hinanden gennem årene. Ikke så tit, men nok til at et venskab opstod også mellem vores mænd og vores jævnaldrende børn. Nu har vi børnebørn, som selvfølgelig også skal kende historierne hen ad vejen, men moderne børn har vel ikke pennevenner, så man kan opleve nye kontakter der. Og dog, nogle af de unge er venner på Facebook, så måske hvis børnene møder hinanden en dag? 

Jeg kan huske andre penneveninder. Ing-Britt Larsson, Garvaregatan 7, Linhamn, Linhamn. Adressen sidder i hovedet på mig, den er skrevet mange gange. Hende mødte jeg en sommer, hvor vi var ude at sejle. Svenskerne fulgtes ad i to helt ens både, så de var lette at genkende de følgende somre. Men Ing-Britt og jeg, som var lige gamle, legede fint sammen og udvekslede adresser og begyndte at skrive sammen.Vi skrev naturligvis på henholdsvis dansk og svensk, og det var rigtig god sprogtræning! Jeg vil tro, vi skrev sammen i 3-4 år, og jeg har aldrig været i tvivl om at jeg kunne læse og forstå svensk.

En anden adresse er Jeanne Parks, Cottage Grove (og så en hel masse tal), Wisconsin, USA. Hende fik jeg kontakt til via den der spalte i Familie Journalen. Og det var sejt! At have en penneveninde fra USA. Hun forsynede mig med blade og plakater og andre ting, som man ellers ikke kunne få fat i. Og hun fortalte om amerikansk skolegang, hvor meget var anderledes ned vores hverdag. Spændende kontakt.

Og foruden brevene kom der jo masser af fine frimærker i hus! De blev klippet af og gemt, i hvert fald de flotteste af dem. Til hvad? Det ved jeg ikke, men det er altid godt at have en lille samling frimærker, ikke? I øvrigt kostede det jo også st sende disse breve, men jeg kan ikke huske, at de voksne nogensinde brokkede sig, godt de havde forståelse for det gode i disse pennevenner.