05-10-2015

Rejer

Prøv at sige REJER, når et af vores voksne børn er i nærheden, så løber mundvandet om kap med det blanke i øjnene, for vi tænker alle sammen på, hvordan det var dengang.

Dengang, da børnene var små, og rejer var noget man hentede ind i spandevis nærmest. Vi kogte en stor grydefuld, arrangerede os ved det store spiseborgdet i køkkenet, sørgede for at der var salat, citron, mayonnaise og masser af dild. Brødet var som oftest rugbrød, men man måtte godt få Hvidt brød, hvis vi havde noget. Og så hyggede vi os, pillede og spiste og ikke mindst snakkede. Sådan et måltid varede i lang tid, for det tager altså tid at pille til et stykke mad. Børnene måtte selv pille, så de blev hurtigt gode til det, ellers havde de jo ikke fået noget! Når de så havde lavet et stykke mad færdigt, pyntet det og var lige ved at sætte tænderne i det, så kunne deres Far finde på at spørge, om de mon ville sælge det? Og til hvilken pris? Men som regel fik Mor da afværget det, så børnene fik deres velfortjente stykke rejemad. Rejefangsten begyndte at svigte for nogle år siden, først blev de syge og derefter forsvandt de nærmest. Men mens der rigtig var rejer, kunne vi være så heldige, at der var For mange til os selv. Så kendte vi forskellige mennesker, vi kunne ringe til og SÆLGE rejerne. Pengene kom vi i "rejekassen", som var en familiekasse, og som blev brugt til pludseligt opstået is-trang, så kunne der tages af kassen og sendes bud over til campingpladsen efter is. 

 

Desværre kniber det med at lære de små børn herlighederne ved disse fjordrejer, men indimellem kommer der en lille håndfuld rejer, som børnene så kan smage - og få lov til at øve sig på at pille.

Tænk hvis vi engang igen kunne holde et rigtigt REJEGILDE...