Fortæl, Mormor!

18-03-2018

Sådan en har jeg ikke, men det nærmeste, man kan komme, er Kirsten. Hun er et år ældre end mig, og her er hun med sin lillesøster, Solveig, som er et år ældre end min lillebror. Disse to piger fyldte meget i vores barndom, vores forældre var hinandens bedste venner gennem hele deres voksenliv, boede på samme vej skråt over for hinanden. Og vi voksede op med at være meget sammen både til dagligt og også fx til jul.

14-03-2018

Dette må være (i hvert fald et af) yndlingsbilledet af min Mor og mig. Jeg er jo kun en lille pige, og der er endnu ikke nogen lillebror til at tage pladsen på Mors skød. Og situationen er så rar som den overhovedet kan være, vi er alle tre ude at sejle i Rosalil, min Fars selvbyggede båd. Billedet sidder i det fotoalbum, som min Mor lavede til mig. Der er ikke så mange billeder, men dem der er, er vigtige.

Læg mærke til detaljerne i billedet, det er næsten vindstille, båden krænger overhovedet ikke, så sejlet er vist mest for hyggens skyld. De havde en lille påhængsmotor, så vi er sikkert nået hjem til aften. Jeg har SELE på, dvs jeg har nok været bundet fast til dørken ude i cockpittet, sådan kan jeg huske, at de gjorde med min lillebror, så det har de sikkert også brugt til mig. Overgreb? Ikke det fjerneste - men sikring af barnet mod at falde overbord.

22-01-2018

Hvis børnebørnene skal tjene lidt lommepenge, gør de det ved at hjælpe til med huslige opgaver. Så får de et kryds, og de "summer op"! Men ingen af dem er endnu så store, at de kan have et egentlig fritidsjob. Somme tider har de også tjent en skilling hos Morfar ved at samle nedfaldsæbler op - på akkord! Og det blev alligevel til en pæn sum penge for dem. De sparer nemlig sammen! Det skifter lidt til hvad, men det er ikke bare til tilfældigt forbrug.

Jeg kan ikke mindes, at vi fik lommepenge som børn. Men vi har nok fået lidt en gang imellem, så der kunne slikkes henne på hjørnet. Man behøvede kun en 1-øre, så kunne man købe 1 Pinocchiokugle. Fritidsjob kom senere, men noget af det første, jeg tjente penge ved, var at køre ture med Jeppe, som var mine forældres venners dreng. Jeg hentede ham i barnevognen og underholdt ham et par timer og fik så en eller anden aftalt pris for det. Senere blev jeg forfremmet til egentlig barnepige, også til lillebroren, passede dem om aftenen, når de to voksne skulle et eller andet. De må have stolet meget på mig, jeg var ikke mere end 12, da jeg startede med Jeppe, og har vel så været 14-15, da jeg begyndte at passe dem om aftenen. Jeg passede også min skolelærers børn, men det var nu meget nemt, for jeg kom først, når de sov og skulle så bare lytte efter dem, til de voksne var hjemme igen. Denne tjans var vi nogle piger, som skiftedes til. Vores lærer havde nemlig udvalgt et lille korps af piger, som også "var ansat" i hans lille nebengeschæft. Han solgte kuglepenne og stiftblyanter, som vi sad og pakkede ude hos ham selv. Det var enormt hyggeligt og vi fik det godt betalt, jeg kan ikke huske hvad vi fik, men det kunne mærkes på lommepengene. Og her taler vi om 6. eller 7. klasse.

Så var der avisruterne, en ugeavis, som vist bare hed "Ugeavisen". Det gav også gode lommepenge, men var et slæb og skulle gøres uanset vejr og humør. Men sådan er det jo, når man påtager sig et job, så må man også passe det. 

Disse forskellige lommepenge gjorde, at jeg havde mulighed for at spare lidt sammen, og jeg kunne også købe nogle småting, som jeg ønskede mig. Men det gav også mulighed for at lære at føre regnskab med indtægter og udgifter. Det har ikke fulgt mig resten af livet, men dengang gik jeg enormt meget op i at skrive et ordentligt regnskab. Nogen må have lært mig det?

Sidenhen i gymnasiet og på seminariet kom flere fritids- og feriejobs til. Men det sjoveste var helt sikkert, at jeg var ansat på danseskolernes kontor, hos Alice Andersen. Jeg skulle bistå med de månedlige betalinger fra eleverne, det var jo altid kontanter, og jeg fik betaling for det, men hvad mere var, jeg gik gratis til dans. Det kunne ellers godt løbe op, når man som jeg danseðe flere gange om ugen. Og så var AA et utrolig sødt menneske at omgås. Hun talte til os store piger, som om vi var voksne, spurgte til os og gav os gode råd. Det var en god oplevelse at arbejde hos hende. 

21-01-2018

Da jeg var barn, havde vi pennevenner. Kontakt mellem børn (og voksne) foregik enten pr. brev eller via telefonen. Børn ringede ikke til hinanden, og vi havde i øvrigt slet ikke telefon. Men børn skrev breve, ikke til fætrene eller veninderne fra skolen, men til pennevennerne. Eller penneveninderne, for det var mest piger, der skrev, tror jeg. Den vigtigste penneveninde, jeg nogensinde har haft, er Milena. Man kunne via en spalte i Familie Journalen søge efter pennevenner, ønske et bestemt land og sprog. Og på et tidspunkt havde Milena altså set mit navn, og da de havde lært lidt engelsk (i al hemmelighed), ville de unge fra østlandene gerne i kontakt med fx danske unge. Unge og unge, vi var kun 15, men vi begyndte altså at skrive sammen om vores hverdag og familie, om vores skolegang og interesser. Vi fik engelsk i 6. klasse, så det var rigtig god træning med ordbog. Og i gymnasiet fik jeg et brev fra Milena, der nærmest var gennemvædet af tårer, da hun skrev om russernes invasion i Tjekkoslovakiet i -68! Levende historie! Senere blev vi uddannet, blev gift og fik børn, og vi har også besøgt hinanden gennem årene. Ikke så tit, men nok til at et venskab opstod også mellem vores mænd og vores jævnaldrende børn. Nu har vi børnebørn, som selvfølgelig også skal kende historierne hen ad vejen, men moderne børn har vel ikke pennevenner, så man kan opleve nye kontakter der. Og dog, nogle af de unge er venner på Facebook, så måske hvis børnene møder hinanden en dag? 

Jeg kan huske andre penneveninder. Ing-Britt Larsson, Garvaregatan 7, Linhamn, Linhamn. Adressen sidder i hovedet på mig, den er skrevet mange gange. Hende mødte jeg en sommer, hvor vi var ude at sejle. Svenskerne fulgtes ad i to helt ens både, så de var lette at genkende de følgende somre. Men Ing-Britt og jeg, som var lige gamle, legede fint sammen og udvekslede adresser og begyndte at skrive sammen.Vi skrev naturligvis på henholdsvis dansk og svensk, og det var rigtig god sprogtræning! Jeg vil tro, vi skrev sammen i 3-4 år, og jeg har aldrig været i tvivl om at jeg kunne læse og forstå svensk.

En anden adresse er Jeanne Parks, Cottage Grove (og så en hel masse tal), Wisconsin, USA. Hende fik jeg kontakt til via den der spalte i Familie Journalen. Og det var sejt! At have en penneveninde fra USA. Hun forsynede mig med blade og plakater og andre ting, som man ellers ikke kunne få fat i. Og hun fortalte om amerikansk skolegang, hvor meget var anderledes ned vores hverdag. Spændende kontakt.

Og foruden brevene kom der jo masser af fine frimærker i hus! De blev klippet af og gemt, i hvert fald de flotteste af dem. Til hvad? Det ved jeg ikke, men det er altid godt at have en lille samling frimærker, ikke? I øvrigt kostede det jo også st sende disse breve, men jeg kan ikke huske, at de voksne nogensinde brokkede sig, godt de havde forståelse for det gode i disse pennevenner. 

23-07-2017

Første opslag med fru Eggert-Hansens oplysninger.