En halv time i haven

26-03-2017

"Der er forår. Alting klippes ned.

Der beskæres i buskadser og budgetter."

Og forår er nu en gang den allerbedste årstid. Når man kan komme i haven igen. I dag blev det til flere halve timer, hvor solen skinnede, og fuglene fløjtede, alt imens temperaturen sneg sig op over 10 grader. Så lige i solen og lidt i læ for den stille vind blev det helt varmt at gå og klippe og kradse. Alle mine Klematis fik en omgang, de var allerede begyndt at skyde helt vildt, så det var på høje tid. Bonderosen blev befriet for de gamle blade og stængler og står nu fint og lufter de røde skud. Imens kunne jeg så glæde mig over, at de første påskeliljer er sprunget ud. Jeg havde også forskellige planter, der skulle i potter, det frister jo altid at komme en tur i plantecentret. Og så kan jeg ellers bare fortsætte med de andre vækster rundt om huset, det pynter altid gevaldigt at få "beskåret i buskadser og budgetter". 

14-03-2017

Det blev til mere end en halv time, og det var vel heller ikke rigtigt "haven", men ude var det, og det handlede også om blomster, da jeg brugte en del af det gode (men kolde) vejr i weekenden på at Få ryddet de sidste julerester væk rundt om huset og i stedet få plantet de første stedmoderplanter. Det skal helst gøres her midt i marts, de kan godt tåle let frost, og det er så dejligt at komme hjem til flotte krukker med farvestrålende blomster. De flotte gæslinger, som kom med hjem fra Fejø, blev brugt til at pynte ekstra i krukkerne. Og så dukkkkede der også en anden lille gæsling frem af gemmerne (genbrugsmetalfugl fra Zimbabwe, købt i Fait Trade butikken)

22-11-2016

Det er den 22. november og jeg har været i haven for at samle ingredienser til aftensmad. Kartofler (selvfølgelig), rødløg, rødbeder, purløg, bredbladet persille (desuden lidt kapers, men dem har vi selv hentet på Malta i sommers). Og så blev der lavet lun kartoffelsalat med en dressing af olie og æblecidereddike. Meget lækkert. Og tilbehøret var en rest laksetærte selvfølgelig med selvfangede laks og så med revne gulerødder til, også fra haven. Dejligt at sæsonen varer så længe i år, selvom vi har haft en snert vinter. 

10-08-2016

Den halve time rækker ikke, når blomsterne skal passes, men hvis de ikke bliver klippet, så holde de op med at blomstre. Roserne er ved at komme med anden portion knopper, men de er dog ikke så overvældende som første omgang. Men der er masser af solsikker, en hel urskov faktisk, lathyrus i massevis, kornblomster, margueritter. Og Skt Hans-urterne er på vej sammen med krysantemerne. Og haveturen afsluttes med at klippe buketter til indendørs nydelse. 

30-05-2016

Æbletræet blomstrer hvidt
henne bag det blå stakit.
Vinden ryster træets top.
Holder det mon aldrig op?
Skynd dig! Skynd dig, kom og se!
For det ligner sommersne.

(Nils Hartmann, hentet fra hans hjemmeside)