15-04-2019

Drømmen der brast...

Ingen træer vokser ind i himlen, og da slet ikke jordbærplanter. De stod ellers så flot i de store, sorte krukker foran huset. Men her til morgen har der været en grønthøster i form af et par rådyr forbi og tømt krukkerne. Så meget for de Jordbærdrømme.

Vi bor jo på landet, frit og åbent ud til markerne, så "de vilde dyr" er bare en del af hverdagen her. Meeen mine jordbærplanter! Det er nok lidt lovligt frækt! 

Vi prøver ellers at holde rådyrene væk fra fx roser og tulipaner. Det gør vi ved at hænge små stykker Oasis gennemvædet af "blodmel", som lugter som et rovdyr. Det hjælper en del, men altså ikke helt.

Så nu må vi plante nye jordbær, denne gang inde bag grønsagshegnet, for jordbær vil jeg have.