11-03-2016

Souvenir fra Azorerne

Da vi var på ferie på Azorerne forrige efterår, var det helt overvældende med alle de blomstrende skel, blå hortensiaer var overalt, og ved grøftekanter og skovkanter voksede nogle meget flotte stærkt lyserøde løgplanter, som vi sneg os til at hugge nogle løg fra og tage med hjem (men sig det ikke til nogen, det må man vist ikke..). Disse løg lagde jeg i en krukke. I første omgang, altså sidste forår, kom løgene med små grønne, aflange blade, men de visnede eller rådnede alle sammen hen over sommeren. Og så er det kun, fordi jeg ikke har fået taget mig sammen til det, at jeg ikke bare har tømt krukken ud på møddingen. Men se bare på billedet, hvad der sker nu i dette forår. Ved siden at løgene i krukken kommer nye planter. Alle sammen kraftige, så måske er det nye løg, der er dannet nede i jorden, som nu kommer som blomster. Det bliver spændende at følge, om der bliver noget ud af det.

PS Jeg har prøvet at finde ud af, hvad blomsterne hedder, men selvom jeg har bladet massevis af flora-billeder fra Azorerne igennem, har jeg ikke kunnet finde dem.