19-04-2015

Espalier

Den halve time i haven er i weekenden blevet til mange halve timer, også lidt fordi dagene i løbet af ugen røg til andre gøremål. Så jeg har nået mange ting, men her i dag også at lave nogle vægstativer til opbinding af Clematis, der er to i forvejen, så de skulle bare minde lidt om dem. Jeg fik hjælp til udskæring af listerne, men gik så i gang med sav og søm og hammer. Det skal ikke gås efter i sømmene, men skal nok blive godt. Målet er jo at få en hel væg med clematis, og gerne mørklilla. Sidste år viste den ene sig at være lyserød, men da jeg ikke kan huske hvilken, får de bare lov at vokse op. Krukkerne foran huset er også blevet gjort forårsklare med nye hvide begonier. Og en duftgeranium fik jeg også med hjem, og den dufter med en fin let duft. Alle de visne løg, som vi har haft inde til fødselsdagen og påske, fik jeg sat rundt om i haven, bla de dobbelte påskeliljer, som jeg håber bliver rigtig fine. De er sat ved siden af "mormors påskeliljer", dem med den orange krans, de blomstrer nu.